Flere og flere danskere går på deltid

Mens politikerne taler om initiativer, der kan øge arbejdsudbuddet og skaffe hænder nok til at finansiere fremtidens velfærd, får arbejdskraften i al ubemærkethed lov til at sive stille og roligt ud af arbejdsmarkedet.

Det sker ved, at flere og flere danskere går på deltid i stedet for at arbejde på fuld tid, skriver Ugebrevet A4.

På 10 år - fra 1999 til 2009 - er andelen af danskere på deltid vokset fra 22 til 26 procent, så det nu er flere end hver fjerde danske lønmodtager, der ikke er fuldtidsbeskæftiget.

Det viser en kortlægning af deltidsarbejdets udbredelse i Europa, som den EU-finansierede forskningsinstitution Eurofound har foretaget.

Ikke mindst danske mænd har tilsyneladende fået mere smag for arbejde i moderate mængder.

Andelen af deltidsansatte mænd er i perioden fra 1999 til 2009 vokset fra 10 til 15 procent.

Danske kvinder, som i forvejen havde en stor andel af deltidsansatte på 35 procent, kan nu præstere 38 procent, som ikke arbejder på fuld tid, skriver Ugebrevet A4

Alene i 2009 gik 19.000 flere danskere på deltid, så antallet af deltidsansatte kom op på 690.000, og udviklingen er fortsat i 2010, viser foreløbige tal fra Danmarks Statistiks Statistikbanken og Eurostat.

Allermest udbredt er deltidsarbejde på det kommunale område. Her er andelen af deltidsansatte næsten tre gange så stor som i den private sektor.

/ritzau/

Vi går i stadigt stigende omfang på deltid i stedet for at arbejde på fuld tid.

Offentliggjort Sidst opdateret