Flere og flere færdes ulovligt på jernbanespor - og risikerer livet

Antallet af hændelser om ulovlig færden på jernbanen i 2023 svarer ifølge Christian Vesterager, der er vicedirektør i Trafikstyrelsen, til, at der fem gange om dagen er en episode, hvor der under andre omstændigheder kunne være sket en ulykke. (Arkivfoto). Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix

Antallet af hændelser på jernbanen, der kunne være ført til ulykker, er fordoblet siden 2016. Trafikstyrelsens vicedirektør kalder på en adfærdsændring.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem mark, skov og by kører tog dagligt gennem Danmark - ofte med langt over 100 kilometer i timen.

Men selv om togsikkerheden i Danmark generelt er i top, viser en ny sikkerhedsrapport for jernbanen, der er offentliggjort af Trafikstyrelsen, en ny og farlig tendens.

I 2023 blev der registreret 1991 hændelser, hvor personer var i risiko for at blive påkørt på jernbanen.

Det er dobbelt så mange tilfælde som i 2016, hvor der blev registreret 911 hændelser.

Det svarer til, at der fem gange om dagen er en episode, hvor der under andre omstændigheder kunne være sket en ulykke, fortæller vicedirektør i Trafikstyrelsen Christian Vesterager.

Det er et stort problem, der kalder på en adfærdsændring, lyder det.

- Der er behov for at få løftet opmærksomheden om, at trafiksikkerhed så sandelig også gælder, hvis man færdes omkring jernbanen, hvor der er nogle spilleregler, man skal overholde.

- Den vigtigste er aldrig at krydse sporet. Det kan være livsfarligt, siger han.

Ifølge rapporten omfatter hændelserne blandt andet personer, der krydser sporene på steder, hvor man ikke må, eller færdes langs med skinnerne.

- Uanset om det er uopmærksomhed eller risikovillighed, så er det i hvert fald en klar undervurdering af, hvor farligt det faktisk er, siger Christian Vesterager, der sammenligner jernbanen med en trafikeret motorvej.

- Den vil man altså heller ikke krydse, lyder det.

Han fremhæver blandt andet bremselængden på et tog, der godt kan være en kilometer, kørehastigheden, og at togene ikke blot kan skifte bane, som biler på en vej.

Rapporten viser, at der sidste år skete 12 dødsfald på jernbanen. Heraf skyldtes ni af dødsfaldene ulovlig færden. Tallene omfatter ikke selvmord.

- Det er ikke kun en tragedie for dem, der bliver ramt, men også for lokomotivføreren, der skal bære en så traumatiserende og potentielt invaliderende oplevelse med sig resten af livet, siger han.

Ifølge en ny rapport fra Trafikstyrelsen er der en stigende tendens til, at personer krydser jernbanen på steder, hvor man ikke må, eller færdes langs med skinnerne. (Arkivfoto). Foto: Johnny Madsen/Ritzau Scanpix

Rapporten indeholder ikke konkrete tal over, hvem der færdes ulovligt på jernbanen.

Men af erfaring ved man, at især unge har en mere risikovillig adfærd, fortæller Christian Vesterager.

Et eksempel, der blandt andet fremgår af rapporten, er en såkaldt "kyllingeleg", hvor skoleelever udfordrer hinanden til at se, hvem der tør blive stående på skinnerne i længst tid, mens et tog nærmer sig i høj fart.

Hos Banedanmark, som står for at udvikle og vedligeholde det statslige skinnenetværk, gør man også, hvad man kan for at komme problemet til livs.

Blandt andet gennem adfærdskampagner, ved at ændre infrastrukturen de steder, færdslen forekommer, eller opsætte skilte, hegn og pyramidemåtter, der gør det besværligt at krydse sporene.

Det fortæller Martin Harrow, der er sikkerhedschef ved Banedanmark.

- Vi har ikke mulighed for at hegne hele jernbanen ind. Men hvert kvartal ser vi på samtlige stationer og strækninger og sætter ind, hvis der er steder med en overrepræsentation af de her hændelser, siger han.

Farlig adfærd på sporene. Foto: MAKI/Free

Årligt laver Banedanmark også kampagner, der målrettes de stationer eller områder, hvor der registreres meget ulovlig færdsel ved jernbanen.

Trafikstyrelsen kan kontrollere, at togselskaberne har styr på sikkerheden, når de kører tog, og at Banedanmark har styr på sikkerheden, når de arbejder på skinnerne, lyder det.

- Og det kan vi konstatere, at de har. Det er rigtig, rigtig sikkert at køre tog som passager.

- Men det er simpelthen ikke muligt hverken praktisk eller økonomisk at hegne hele jernbanen ind. Så det værn, vi har, er at råbe vagt i gevær. Det handler grundlæggende om at få folk til at forstå, at det er hamrende farligt, siger Christian Vesterager.

/ritzau/

Kort om rapporten

* Trafikstyrelsen udgiver hvert år en rapport om udviklingen i den danske jernbanesikkerhed - herunder antallet af registrerede ulykker og forløbere til ulykker i det foregående år.

* I 2023 blev der registreret 1991 hændelser, hvor personer var i risiko for at blive påkørt på jernbanen.

* Samme år skete der 21 væsentlige personulykker.

* Af de personulykker var 12 dødsfald, mens otte omhandlede alvorlig tilskadekomst. Selvmord er ikke medregnet i statistikken.

* I alt ni af dødsfaldene skyldtes ulovlig færden ved jernbanen.

Kilde: Trafikstyrelsen.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu