Flere omkommer ved drukneulykker i danske havne
Tal fra TrygFonden viser, at der i de seneste to år er sket en stigning i antallet af drukneulykker i danske havne. Billedet er fra Anholt. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Ifølge projektchef i TrygFonden er det for tidligt at sige, om stigning i drukneulykker i havne er tilfældig.
Der er de seneste to år sket en stigning i antallet af personer, der drukner i danske havne.
Ifølge TrygFonden omkom 15 personer sidste år ved at drukne i en havn, og en foreløbig opgørelse viser, at mindst 20 personer i år er omkommet i drukneulykker i havne.
Det fortæller René Højer, der er projektchef for vandsikkerhed i TrygFonden.
- Dér ser vi desværre en stigning de seneste to år, og i år er der faktisk mere end 20, der er druknet i danske havne.
- Det er nærmest en fordobling i drukneulykker, og det er rigtig trist, siger han.
Fra 2011 til og med 2020 omkom i gennemsnit lidt over 11 personer om året ved drukneulykker i danske havne.
Det er endnu ikke muligt at komme med et kvalificeret bud på, hvorfor antallet af drukneulykker i havne er steget.
- Nej, det kan vi desværre ikke, siger René Højer.
- Vi har ikke nogen gode bud på, hvorfor tallene har været stigende. Vi håber selvfølgelig, at det er en tilfældighed, så de falder igen. Men det kan kun fremtiden vise, siger han.
På hjemmesiden med navnet "Respekt for vand" opfordrer TrygFonden mennesker, der har prøvet at falde i havnen, til at udfylde et spørgeskema og fortælle om, hvordan de faldt i havnen, og hvordan de blev reddet.
- Vi ved med drukneulykker i havne, at de altid sker ved et uheld. For ved de ulykker, der er ved havne, havde man ingen intention om at skulle i vandet, som hvis man bader ved en strand, siger René Højer.
- Man er typisk gået langs havnen, og lige pludselig ligger man i vandet. Det vil sige, at det altså er sket ved et uheld.
- Derfor spørger vi dem i befolkningen, der har prøvet at falde i vandet i en havn, hvad skete der, før I faldt i vandet, og hvordan blev I reddet op? Den viden vil være guld værd for os, så vi kan bruge den forebyggelsesmæssigt, siger han.
Fra 2001 til og med 2020 omkom i alt 276 personer ved drukneulykker i danske havne. Hele 255 var mænd, mens 21 var kvinder.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker