Flere sætter deres forbrug under lup og dropper at drikke alkohol

Flere begynder at overveje deres alkoholforbrug, og nogle fravælger det helt. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Alkoholvaner er under forandring. Flere sætter deres forbrug under lup og dropper at drikke i kortere eller længere tid. Men et nej kræver fortsat forklaring.

Offentliggjort Sidst opdateret

Anledninger til at drikke kan der være mange af. Til familiefesten med det store udtræk af vin og spiritus, på en fredag aften med en flaske til deling og på en søndag, hvor der sættes øl på bordet til frokosten.

I Danmark fejres store og små begivenheder ofte med en skål i alkohol - men normer og traditioner er under forandring.

Det mærker de hos Blå Kors Danmark og Alkohol & Samfund.

Begge organisationer oplever, at flere tager et kritisk blik på deres forbrug, og at flere i en kortere eller længere periode helt stopper med at drikke alkohol.

Tendensen bekræftes af en ny måling foretaget af Blå Kors Danmark, der hjælper børn og unge, der vokser op i hjem med alkohol- og stofmisbrug.

Ifølge undersøgelsen har flere end hver tredje taget et bevidst valg om at undlade at drikke alkohol i en periode inden for det seneste år.

Generalsekretær Morten Skov Mogensen glæder sig over resultatet.

- Vi kan ikke se ud af undersøgelsen, hvor længe de adspurgte har holdt pause. Men det interessante er, at undersøgelsen viser, at flere forholder sig aktivt til deres forbrug.

- Når man i en periode fravælger at drikke alkohol, så er det, fordi man er opmærksom på følgerne. Både de sundhedsmæssige og sociale.

Målingen, der er foretaget af Voxmeter, viser desuden, at 38,7 procent af de godt 1000 adspurgte overvejer at droppe alkohol for en periode.

De to resultater giver tilsammen grund til forsigtig optimisme, siger Morten Skov Mogensen.

- Vi skal huske, at mange i Danmark har et alvorligt misbrug, og at flere end 100.000 børn vokser op i et hjem med misbrug. Men undersøgelsen indikerer en tendens i den rigtige retning.

Bevægelsen, hvor alkohol fylder mindre, kaldes sober curius. På dansk kan det oversættes til at være nysgerrig på ædruelighed.

Ikke nødvendigvis om fuldstændig afholdenhed, men om for eksempel at holde "hvid januar" eller "sober October".

I Danmark er der tradition for at drikke alkohol, når vi mødes. Vælger man at springe over, så vil det ofte kræve en forklaring, siger Morten Skov Mogensen, generalsekretær i Blå Kors Danmark. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

I Alkohol & Samfund, som er talerør for misbrugere og deres pårørende, er der ekstra mange klik på hjemmesiden og de sociale medier, når der deles materiale om sober curius, siger Bjarne Stenger Elholm, der er leder af Alkolinjen.

Han hæfter sig også ved, at 25.000 personer inden for et par år har downloadet en app, AlkoLog, til telefonen, hvor de kan notere, hvor meget de drikker dagligt.

Resultatet kan de sammenligne med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at personer over 18 år, både mænd og kvinder, højst bør drikke ti genstande om ugen.

- Når man på den måde kan se sit forbrug, betyder det, at man begynder at gøre sig nogle overvejelser, siger Bjarne Stenger Elholm.

Han mener, at det blandt andet er debatten om unges drikkevaner, der får flere voksne til at standse op.

- Forældre er blevet mere opmærksomme på, at de er rollemodeller. At det er dem, der skal gå forrest som et godt eksempel.

- Og det tror jeg, får flere til at sige: "Nu må jeg selv gøre noget". Det er frugterne af hele den debat om de unge, som vi nu begynder at høste.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Tendensen har indtil videre kun sat et lille aftryk i salget af alkohol. Tal fra Danmarks Statistik viser et lille fald i salg af øl og spiritus fra 2022 til 2023, mens salget af vin ligger nogenlunde stabilt.

Og selv om det er blevet mere almindeligt at servere alkoholfri drikkevarer på restauranter og hjemme i privaten, så kræver det fortsat en forklaring at sige nej til alkohol, siger Morten Skov Mogensen fra Blå Kors Danmark.

- Det er blevet nemmere. Men der er stadig forventning om, at du skal forklare dig. "Er du gravid?", "Er du syg?", "Hvad er der galt?".

Undersøgelsen er foretaget i maj blandt personer over 18 år.

/ritzau/

Fravalg af alkohol og bevidsthed om skadevirkninger

Det viser undersøgelsen:

* Cirka 35 procent har bevidst fravalgt at drikke alkohol inden for det seneste år i en ikke nærmere defineret periode.

* 38,7 procent har overvejet at droppe alkohol for en periode.

* 59,5 procent mener, at der er behov for en ændret alkoholkultur, hvor der generelt drikkes mindre.

* 58 procent angiver, at de er bevidste om, hvilken betydning alkohol har for helbredet.

Om undersøgelsen:

* Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Voxmeter på vegne af Blå Kors Danmark.

* Dataindsamling i maj 2024 blandt personer over 18 år.

* 1071 respondenter har besvaret et spørgeskema.

Kilder: Blå Kors Danmark og Voxmeter.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu