Flere skal studere i udlandet

Selv om stadig flere danske studerende krydser den danske grænse på vej til studie- og praktikophold i udlandet, så er det ikke nok. Det mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).

Den nyeste statistik over studenternes udlængsel for studieåret 2008/2009 viser, at knap 8500 danske studerende opholdt sig i udlandet. Det svarer til en stigning på cirka tre procent i forhold til året før.

- Det er positivt, at flere unge danskere er klar til et studie- eller praktikophold i udlandet. Men stigningen er dog beskeden, og der er brug for endnu flere unge danskere med international erfaring, forståelse og udsyn, siger Charlotte Sahl-Madsen.

For at få flere danskere til at søge uden for landets grænser i studietiden lancerer ministeriets i oktober kampagnen "Grib Verden," som skal motivere og inspirere flere danske studerende til et studie- eller praktikophold i udlandet.

- Jeg mener, at de studerende på universitetsuddannelser, hvor det er relevant, som udgangspunkt skal tilbringe et semester af deres studietid i udlandet, siger videnskabsministeren.

Ministeren mener også, at de danske studerende økonomisk set har mulighederne for at studere i udlandet, idet de kan tage SU med og i mange tilfælde modtage udlandsstipendium til hel eller delvis betaling af studieafgifter.

Udlandsstipendierne blev indført i 2008, og knap 900 danske studerende benyttede sig af ordningen i det første år. I 2009 benyttede over 1200 sig af ordningen, svarende til en stigning på knap 38 procent.

I 2008/2009 rejste 16.600 internationale studerende den anden vej og var på studieophold i Danmark.

/ritzau/

Flere danske studerende skal lokkes til at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Minister lancerer derfor kampagne for at motivere flere til udlængsel.

Offentliggjort Sidst opdateret