Flere skandalesager fører til VUC Syd-konkurs

Sager om økonomiske udfordringer på VUC Syd har rullet siden 2017 og fører nu til konkurs. Læs mere her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den sønderjyske uddannelsesinstitution VUC Syd går konkurs efter årevis med økonomiske udfordringer.

Det skriver Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) i en pressemeddelelse torsdag.

Skolen har siden 2017 haft flere udfordringer og været involveret i flere sager omhandlende lemfældig omgang med offentlige midler, politianmeldelser og stor gæld.

Få overblik over sagerne her:

* I september 2017 anmeldte den tidligere tillidsmand på VUC Syd i Haderslev daværende direktør Hans Jørgen Hansen, vicedirektør Hans Juhl og bestyrelsesformand Hans Peter Geil for "økonomisk kriminalitet".

* Direktøren blev blandt andet anmeldt for - med bestyrelses opbakning - at have udsendt en byggeordre på 44,7 millioner kroner til entreprenør, som direktøren selv drev et privat ejendomsprojekt med.

Et forhold bestyrelsen ikke var blevet orienteret om.

* Et tilsyn fra Stuk i 2017 viste, at VUC Syd havde overtrådt gældende lovgivning på væsentlige punkter.

* Det førte blandt andet til, at Børne- og Undervisningsministeriet i 2018 afsatte den daværende bestyrelse, da det blev vurderet, at den havde bragt institutionens videreførelse i fare.

* I marts 2018 udtalte Stuk skarp kritik af VUC Syds forvaltning af offentlige midler samt brugen af mangelfulde faglige og pædagogiske kompetencer.

* Ifølge JydskeVestkysten var det næsten halvdelen af underviserne på VUC Syd, der ikke havde de fulde pædagogiske eller faglige kompetencer til at undervise på hf-linjen.

* Disse afsløringer resulterede blandt andet i, at en lang række af lærerne måtte fyres i en efterfølgende fyringsrunde.

* I juli 2018 fulgte også en anmeldelse fra Stuk.

* Denne anklagede Hans Jørgen Hansen for at have købt for 1,5 millioner kroner kunst fra sin egen virksomhed, Galleri Tønder, til VUC's vægge.

* Ingen af anmeldelserne har givet anledning til tiltale eller sigtelser.

* Desuden viste det sig, at elevtallet var i frit fald. Og i 2018 havde man kurs mod et underskud på 40 millioner som følge af den dårlige økonomi.

Det resulterede endnu engang i afskedigelser. Denne gang blev mere end 100 ansatte fyret.

* I 2019 oplyser Undervisningsministeriet, at det i det kommende år vil holde ekstra øje med, om landets øvrige gymnasier og hf-institutioner har undervisere, der har tilstrækkelige faglige og pædagogiske kompetencer.

Kilder: Jyllands-Posten, JydskeVestkysten, Børne- og Undervisningsministeriet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

/ritzau/