Flere skoler indbyder til møder uden fædre

Når Holbergskolen i Københavns nordvestkvarter torsdag aften inviterer mødre til cafémøde om mobning, står skolen ikke alene. På den nærliggende Blågård Skole inviteres mødrene hver anden måned til et "mormøde".

- Mor-møderne går fem år tilbage i tiden, og de er en stor succes, fordi vi her ser nogle af de mødre, som ellers ikke deltager i skolens arrangementer. Det er en måde at få en dialog med dem på. Faktisk holder vi et i dag, siger skoleleder på Blågård Skole Klaus Mygind.

Møderne holdes hver anden måned om eftermiddagen, og foruden hygge med kaffe og kage er der mulighed for at tale med skolens personale.

- Det kan være misforståelser omkring skolen, som bliver ryddet af vejen, eller vores socialrådgiver, som kommer og fortæller om sit arbejde. Emnet kunne også være mobning, siger Klaus Mygind.

Han er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SF, og er uenig med sin partiformand, Villy Søvndal, der mener, at skolerne sætter ligestillingen over styr, når de holder fædrene udenfor.

- Målet med møderne er at gøre mødrene aktive i skolens liv. På lang sigt kan det netop medvirke til at fremme ligestillingen, siger Klaus Mygind.

Holbergskolen og Blågård Skole er ikke alene om de fædrefri-møder, siger Jan Trojaborg, formand for lærerne i København.

- Skoler med større indvandrergrupper er nødt til at være kreative, hvis de skal få mødrene til at deltage, og derfor er der mange andre skoler, der gør det her. Typisk cafémøder eller spisearrangementer, siger Jan Trojaborg.

Foruden de særlige arrangementer holder skolerne ifølge Jan Trojaborg obligatoriske forældremøder et par gange om året, og her inviteres både mænd og kvinder.

/ritzau/

Holbergskolen er ikke alene om at holde fædre uden for og kun invitere børnenes mødre. Blågård Skole på Nørrebro inviterer hver anden måned til mor-møder.

Offentliggjort Sidst opdateret