Flere studerende fravælger studielån

Debatten om de studerendes økonomi har kørt heftigt efter et blogindlæg på Politiken.dk af en studerende, der mente, at hun skulle og andre SU-modtagere kunne kategoriseres som fattige.

Men noget tyder på, at det er de færreste studerende, der kan tilslutte sig den holdning. I hvert fald viser nye tal, at færre studerende vælger at søge studielån - og det til trods for, at deres gennemsnitlige indkomst fra studiejob er faldende.

Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

De seneste år er andelen af studerende, der tager studielån, raslet ned, og sidste år tog kun 36 procent lån under deres uddannelse.

For 10 år siden tog mere end hver anden studielån og for fem år siden lå tallet på 45 procent.

Samtidig er den gennemsnitlige årlige sideindkomst for studerende faldet 10 procent fra 2008-2010, hvor en dansk studerende tjente 47.000 kroner i gennemsnit ved siden af SU'en.

Og den udvikling er yderst bemærkelsesværdig, mener SU-rådet.

- De har svært ved at få et studiejob på grund af finanskrisen, og flere må leve af SU alene, men det får dem altså ikke til at låne mere, siger specialkonsulent Stig Garsdal.

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Magnus Pedersen, nikker genkendende til udviklingen, der ifølge ham skyldes frygten for at ende med en kæmpe gæld.

- Vi studerende er blevet forsigtige med at tage lån. Der tales meget om den store arbejdsløshed for nyuddannede og ikke mindst frygten for at havne i en gældsfælde, hvis vi ikke får et job bagefter, siger han til Jyllands-Posten.

Han frygter, at den pressede økonomi kan få flere til at opgive studierne i de kommende år. Det er dog umiddelbart ikke noget, der tyder på, hvis man kigger i statistikkerne. Her ses til gengæld en lille stigning i gennemførelsesprocenter på landets universiteter.

/ritzau/

To ud af tre studerende klarer sig helt uden studielån. Samtidig falder deres indkomst fra studiejob.

Offentliggjort Sidst opdateret