Flere toge skal lette rejsetrafikken under Tour de France
DSB vil indsætte flere og længere tog for at lette den vanligt travle rejsetrafik i perioden. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tour de France forventes at sætte pres på sommerens rejsetrafik. Derfor opfordrer myndighederne til at benytte den kollektive transport.
Ritzau RitzauSelver Elezovic/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der er lagt op til folkefest, når verdens største cykelløb, Tour de France, kommer til Danmark, hvor de tre første etaper skal køres fra den 1. til 3. juli.
Men folkefesten bliver ikke uden trafikale udfordringer i dagene op til og under løbet.
I de byer, hvor cykelrytterne kører igennem, vil myndighederne afspærre veje, hvilket kan give trafikpropper, både før, under og efter at rytterne har været forbi.
- Uanset hvor godt vi har planlagt det her, så er det en af de store rejsedage i juli, hvor rigtig mange trafikanter kører på tværs af landet eller kører på ferie til udlandet, siger Charlotte Vithen, der er områdechef for trafikledelse og data hos Vejdirektoratet.
Hun peger på, at også Roskilde Festival og DGI-landsstævne i Svendborg kan give kødannelser på vejene.
Annonce
Hos DSB er de forberedt på travl trafik og forventer derfor, at mange vil følge myndighedernes anbefaling om at benytte sig af den kollektive transport.
- Med så mange mennesker på så lidt plads skal man være forberedt på, at der vil være tidspunkter, hvor man kommer til at stå i kø. Vi anbefaler kunder, der gerne vil være fremme på et bestemt tidspunkt, at komme i god tid, siger DSB's kundechef, Charlotte Saltoft Kjærulff.
DSB vil derfor sætte flere og længere tog ind de tre dage, hvor cykelløbet afvikles på dansk jord.
Danmark fik tildelt værtskabet for tourens første tre etaper i 2019. Organisationen bag den danske del af løbet, Grand Départ Copenhagen Denmark, og myndighederne har været i gang med forberedelserne siden.
- Vi startede vores planlægning for mere end to år siden i samarbejde med mange af de andre parter bag Tour de France, siger Charlotte Vithen og fortsætter:
- De er jo vant til gennemføre store events på vejene. Men dette er bare et kæmpestort arrangement i forhold til det, vi har prøvet før.
Hun fortæller, at de hos Vejdirektoratet har gjort meget for at informere trafikanterne om, hvad de kan forvente af trafikken i dagene under og omkring løbet.
I København, hvor der skal køres enkeltstart som tourens første etape, vil start- og målområdet omkring H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen blive afspærret for bilkørsel og parkering allerede fra mandag den 27. juni.
I forbindelse med anden etape, der køres fra Roskilde til Nyborg, vil også Storebæltsbroen blive lukket for bilister i fem timer lørdag eftermiddag den 2. juli.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Derfor opfordrer myndighederne til, at rejsende så vidt muligt undlader at køre over broen lørdag, men i stedet benytter sig af tog. De vil ikke blive påvirket af løbet.
Annonce
I Roskilde Kommune er der glæde over, at touren kommer forbi byen samtidig med Roskilde Festival, der slutter samme dags aften, som cykelrytterne triller fra start.
- Det har faktisk været meningen. Vi er rigtig glade for, at Tour de France er der, mens vi har Roskilde Festival, siger borgmester Tomas Breddam (S).
Han fortæller, at de i kommunen gør et stort arbejde for at informere borgerne om, hvordan de kan blive påvirket af løbet.
- Det gør vi via sociale medier, kommunens hjemmeside og lokale aviser. Vi sender breve til de borgere, der bliver berørt, og har sat skilte op på ruten, siger han.
I forbindelse med Roskilde Festival er der tradition for, at nogle forældre kommer i bil om lørdagen for at hente deres børn, som har været på festivalen.
- Der vil fortsat være en indgang for biler. Det er normalt vanskeligt om lørdagen, men det bliver endnu mere vanskeligt denne lørdag. Så vi vil opfordre til, at man finder nogle andre løsninger, siger borgmesteren.
/ritzau/
Sådan kommer Tour de France til at påvirke trafikken
* Første etape: fredag den 1. juli - 13 kilometer enkeltstart i København.
Fra mandag den 27. juni er H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen afspærret for bilkørsel og parkering.
Selve ruten afspærres for al kørsel fra den 1. juli frem til lørdag eftermiddag den 2. juli.
Hele ruten lukkes for parkering fra torsdag morgen den 30. juni.
Løbsledelsen råder til at benytte offentlig transport.
Der forventes at være normal trafik igen lørdag eftermiddag den 2. juli.
* Anden etape: lørdag den 2. juli - 202 kilometer fra Roskilde til Nyborg,
Trafikken i og omkring Roskilde, Lejre, Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Korsør og Nyborg vil være påvirket hele dagen.
Storebæltsbroen lukkes i begge retninger lørdag den 2. juli fra kl. 13.00 til 18.00. Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen, kan blive afspærret allerede fra klokken 12.30.
Togtrafikken over Storebælt vil ikke være påvirket.
* Tredje etape: søndag den 3. juli - 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg.
Trafikken i og omkring Vejle, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg vil være påvirket i lange perioder.
Bilister opfordres til at orientere sig om trafikken på forhånd og afsætte ekstra tid til køreturen.
Seneste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted