Flere udsættes for skadelig radon-stråling end først antaget

Foto: Det er i de mørke områder, man finder mest radon. Kilde: Staten Institut for Strålehygiejne

Hver 8. danske bor i et hus med for høj stråling. Strålingen er skyld i 300 årlige dødsfald.

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af danskere der udsættes for højere niveauer af radon, end myndighederne anbefaler, er højere end hidtil antaget. Det fremgår af nye tal fra Statens Institut for Stråleforskning.Hidtil har man oplyst, at omkring 285.000 danske boliger indeholder radon-niveauer, der overskrider WHO’s anbefalinger, men det tal er nærmere 350.000. Det fremgår af et svar fra økonomi- og erhvervsminister LeneEspersen (K) til Folketingets boligudvalg.

Lolland er blandt de kommuner, hvor der er mest radon-udsivning, især i de gamle Ravnsborg, Højreby og Rødby kommuner.

WHO skærpede tidligere på året sine anbefalinger til grænseværdien for radon, efter at undersøgelser viste, at luftarten selv i mindre mængder var mere skadeligt end hidtil antaget. På den baggrund har Lene Espersen bedt Erhvervs- og Byggestyrelsen om at følge anbefalingerne fra WHO, der siger, at radon-koncentrationer i boliger maksimalt må må være halvdelen af den stråling, man i Danmark i dag anbefaler.

Men det mener en ekspert ikke er nok.

- Det er en svag politisk handling, hvis det eneste, ministeren gør, er at ændre anbefalingerne. Så længe man ikke stiller krav, sker der ikke noget, siger leder af miljødivisonen i ingeniørvirksomheden Niras, Mette Neerup, til ingenioeren.dk.

Radon er en gas, der siver ind i boliger fra undergrunden, fordi trykket i boliger som følge af opvarmning er lavere indenfor end udenfor. Når radon indåndes i lungerne, bliver lungevævet bestrålet, og det er ifølge Sundhedsstyrelsen skyld i 300 dødsfald om året.

Læs mere om radon her