Flertallet for den sygehusplan, der gør Køge til hovedsygehus i Region Sjælland, voksede søndag, så regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (S) nu skønner, at den vil samle mellem 27 og 30 af regionsrådets 41 medlemmer ved den endelige afstemning 16. marts.
Det oplyser sn.dk.
Lørdag indgik Socialdemokraterne, Venstre og De Radikale forlig om Køge-løsningen, og nu har Dansk Folkeparti også skrevet under på aftalen, oplyser Steen Bach Nielsen. Samtidig har to af de tre konservative i regionsrådet, Per Hovmand og Ellen Knudsen, meddelt, at de er med på Køge-løsningen, mens deres gruppeformand, Christian Wedell-Neergaard, ikke kan tilslutte sig.
Modellen med Køge som hoved- og akutsygehus rummer samtidig akutsygehuse i Slagelse, Holbæk og Nykøbing F., mens sygehusene i Roskilde og Næstved får begrænsede funktioner. Blandt andet inden for planlagt kirurgi. Sygehusene i Kalundborg og Nakskov lukker.
Næstved-borgmester Henning Jensen (S) er skuffet over resultatet.
- Det er en skandale, at man ikke bygger videre på et sygehus, der ligger midt i regionens centrum, siger Henning Jensen til TV2 Nyhederne.
SF besluttede søndag at stå uden for forliget. Partiet håber ifølge sn.dk stadig på et alternativt flertal bag Næstved-løsningen - blandt andet ved hjælp af de medlemmer fra andre partier, som ikke kan gå ind for den aftale, deres gruppeformænd har indgået.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde