Flugten slut for hashbaron

Fire års flugt er slut for den formodede hashbagmand Birger de Wett Olsen, der er sigtet i den hidtil største sag om hash- og narkosmugling.

Efter fire års jagt lykkedes det i sidste uge politiet at anholde den eftersøgte formodede hashbagmand, Birger de Wett Olsen, i Spanien, oplyser politiet.
- Anholdelsen skete efter et fremragende samarbejde med spansk politi, siger vicepolitiinspektør, Ove Dahl fra Københavns Politi.
Onsdag tager danske betjente til Spanien for at hente den anholdte, som ventes fremstillet i grundlovsforhør fredag.
Ove Dahl vil ikke oplyse nærmere om, hvad Birger de Wett Olsen sigtes for, men han har siden 2005 været eftersøgt i forbindelse med indsmuglingen af 13 ton hash på kapsejleren "Atlantic Privateer" i sommeren 2003.
Det er den hidtil største sag om indsmugling af hash herhjemme. I 2007 blev den formodede bagmand i sagen, Claus Malmqvist, idømt 16 års fængsel, for at stå bag indsmuglingen af den store mængde hash og forsøg på indsmugling af ikke mindre end et halvt ton kokain. Det er den hidtil hårdeste dom i en narkosag. Den blev da også anket på stedet, og Østre Landsret behandler i øjeblikket ankesagen.
Birger de Wett Olsen var mistænkt for at være Claus Malmqvists højre hånd, men blev i forbindelse med sagen "kun" sigtet for at have transporteret 2,4 ton hash fra Nordsjælland til Slagelse.


Men ifølge politiet havde han taget ved lære af Claus Malmqvist, og han mistænkes for at stå bag en anden stor hashsag, hvor politiet lagde ud med at sigte flere personer for indsmugling af ikke mindre end 17 ton hash. Da sagen kom for retten i foråret, lød tiltalen dog "kun" på 10 ton hash, og den 40-årige Claus Schiønning endte med at få 10 års fængsel for indsmugling af 4,7 ton hash.
Schiønnings bagmand blev kaldt "Lucky", og det var politiet og anklagemyndighedens opfattelse, at "Lucky" var identisk med Birger de Wett Olsen, men byretten fandt det ikke bevist, at der var tale om samme person.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret