Fly oplevede udfald på GPS-signal i dansk luftrum
Der var udfald på GPS-signalet i dansk luftrum i starten af oktober, viser aktindsigt TV 2 har fået.
3. oktober var der problemer med GPS-signalet i dansk luftrum i 15 minutter omkring klokken 15.
Det viser en aktindsigt hos Trafikstyrelsen, som TV 2 har fået.
Trafikstyrelsen har udleveret en mail fra Naviair, som styrer den civile luftfart i Danmark. Her oplyser Naviair, at der var et udfald på signalet.
Men alt andet, som der er søgt aktindsigt i, er blevet hemmeligholdt af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.
Ifølge konsulent i flysikkerhed Hans Christian Stigaard er det usædvanligt, at der bliver hemmeligholdt så mange oplysninger i en sag om flysikkerhed.
- Hvis det havde været et teknisk uheld, så er jeg overbevist om, at man ikke havde holdt så mange oplysninger tilbage. Det lader i høj grad til, at man mistænker, at der er tale om en bevidst handling, siger han til TV 2.
Han har set de dokumenter, som TV 2 har fået.
Trafikstyrelsen siger i en skriftlig udtalelse til TV 2, at man ikke kender årsagen til udfaldet, men at Naviair undersøger hændelsen.
Det er ikke et sikkerhedsproblem for de store kommercielle fly, at der er udfald på GPS-signalet.
Lufthavne har backup-systemer, som kører på radiobølger, til landinger. Derfor udgør det ikke en risiko for kommercielle fly.
Det kan dog påvirke mindre fly ifølge TV 2.
Jesper Zachariassen, som er assisterende flychef i SAS, siger til TV 2, at udfald på GPS-signalet ikke er noget, man ser ofte i Danmark.
Han mener, at det typisk er noget, man finder i konfliktzoner. Han henviser til, at det eksempelvis kan være i Nordnorge, tæt på den russiske grænse, hvor russerne forstyrrer signalet.
Det er uklart, hvad der er årsag til problemerne med GPS-signalet. TV 2 har også tidligere beskrevet, at skibe i dansk farvand oplevede signalproblemer på samme tidspunkt.
Der findes militære systemer, som kan påvirke GPS-signal. Men det samme kan eksempelvis solstorme.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde