Feriegæster bliver nu mindet om overgangen fra vintertid til sommertid, hvis deres fly afgår omkring det kritiske tidspunkt, hvor natten pludselig bliver en time kortere og kan give kludder i at overholde tiderne.
My Travel vil gerne slippe for, at charterrejsende strander i lufthavnen, når sommertiden indføres natten til søndag, og hvor urene stilles frem klokken 0200 til 0300.
- For første gang sender vi enten en sms eller en mail til de kunder, der kan være i farezonen for at misse et fly, hvis de glemmer, at vi går over til sommertid, siger salgs- og marketingsdirektør Jan Vendelbo fra My Travel.
Han har ikke opgørelser over, hvor mange rejsende, der er blevet efterladt i lufthavne, fordi de har glemt overgangen fra vinter- til sommertid.
- Det er højst tre-fire personer hver gang, siger Jan Vendelbo.
Men det er de færreste danskere, der har problemer med overgangen til sommertid. For de fleste sover, når sommertiden indføres midt på natten mellem lørdag og søndag, og blandt andet flyselskaberne bruger natten til at overgå fra deres vinterprogram til sommerkøreplan.
Formålet med sommertid er at spare energi ved at udnytte dagslyset bedre, men den samfundsøkonomiske værdi bliver fortsat diskuteret.
Sommertiden har været indført og afskaffet flere gange i Danmark. Det nuværende system blev indført i 1980.
Indvendinger mod sommertiden kommer blandt andet fra landmænd, der finder det upraktisk, at fodringstiden for dyrene pludselig forskydes med en time.
Modstanden mod sommertiden er så stor i visse kredse, at der er dannet en forening mod fænomenet. Foreningen kan findes på www.ikkesommertid.info
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker