De danske sygehuse skal sige farvel til mindst 1000 stillinger for at få regnskabet til at gå op. Regionerne mangler nemlig i omegnen af en milliard kroner til sygehusene.
Sådan lyder vurderingen fra fagforeningen FOA ud fra tilbagemeldinger fra tillidsmændene på sygehusene, og dermed er udsigterne endnu mere dystre end først antaget.
- Det er skrækindjagende. Vi diskuterer, hvordan vi skaber et endnu bedre sygehusvæsen, og så går vi den stik modsatte vej og skiller os af med medarbejdere, siger forbundsformand Dennis Kristensen.
Han frygter samtidig, at det bliver endnu værre i de kommende år, fordi regeringen stiller krav om nulvækst på de offentlige budgetter.
- Vi frygter, at vi kun har set starten på en massiv fyringsrunde på danske sygehuse. Det er slet ikke sikkert, at fyringerne kulminerer nu. Situationen kan sagtens blive værre senere i 2010 og i 2011, mener forbundsformand Dennis Kristensen.
Herlev Hospital fyrede i sidste uge 136 medarbejdere, og i de kommende dage kommer turen til Hvidovre og Frederiksberg Hospital, hvor der vil blive varslet massefyringer.
Tirsdag holdt FOA stormøde blandt 150 tillidsrepræsentanter i Region Hovedstaden. Her meddelte flere tillidsrepræsentanter, at de overvejer at stoppe som følge af situationen.
Der blev desuden efterlyst øget psykologhjælp til dem, der er i farezonen.
- Der har været hjælp til dem der blev prikket, men tillidsrepræsentanterne havde også brug for at få hjælp efter samtaler, hvor folk er brudt sammen efter fyringerne. Det råd tager vi med til de kommende fyringsrunder, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde