FOA: Ældre skal selv bestemme over døden

Den udmelding kommer, efter at stadig flere plejehjem installerer hjertestartere.

- Vi gør personalet til dommere over livet, hvis de skal vurdere, hvem der skal leve eller dø. Problematikken er et voldsomt dilemma, men udgangspunktet er, at vi redder liv, siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

Hos Etisk Råd advarer man mod, at nogle ældre måske ligefrem vil frygte at komme på plejehjem af angst for at blive frataget muligheden for en hurtig og smertefri død.

- Det er et etisk dilemma, hvis installationen af hjertestartere på plejehjem fører til, at livstrætte, stærkt svækkede beboere mod deres vilje risikerer at blive genoplivet til en endnu mere elendig tilstand, siger rådets næstformand, Ester Larsen, til Kristeligt Dagblad.

Formanden for FOA mener, at valget om at blive genoplivet må være op til den enkelte ældre.

- Hvis den ældre på et plejehjem er mæt af livet, skal der også være mulighed for ikke at genoplive den ældre. Vedkommende må sammen med de pårørende få kommunikeret det til personalet, siger Dennis Kristensen.

Situationen bliver kritisk, når medarbejderen pludselig står i en liv eller død situation med hjertestarteren i hånden, men Dennis Kristensen mener ikke, valget skal reguleres af paragraffer.

Det vigtige er, at personalet har en klar fornemmelse for, hvad den ældre ønsker, men der bør ikke udarbejdes retningslinjer for den enkelte.

- Det vil være fornuftigt med en generel vejledning for personalet, men der skal ikke udarbejdes planer for den enkelte beboer, når denne bliver indskrevet på plejehjemmet. Der skal være plads til et skøn, der baseres på at være tæt på den ældre, siger han.

/ritzau/

Hvis en beboer på et plejehjem falder om med hjertestop, skal det ikke være op til personalet at vurdere, om der skal gives livreddende førstehjælp, mener FOA, der er mange plejehjemsansattes faglige organisation.

Offentliggjort Sidst opdateret