FOA: Børnepasning bliver urimeligt dyrt

Prisen for at få passet dit barn stiger - også mere end rimeligt er, mener fagforeningen FOA på baggrund af en ny undersøgelse.

Ifølge FOA stiger prisen på at få passet børn væsentligt mere end de generelle prisstigninger. Specielt vuggestuepladser bliver væsentligt dyrere.

En del af prisstigningerne skyldes madordningerne, hvor kommunerne nu må kræve, at forældrene betaler knap en tredjedel af de samlede udgifter. Hidtil har forældrene betalt en fjerdedel af udgifterne.

Men den undskyldning duer ikke for et prishop i vuggestuerne, for her får langt de fleste børn i forvejen mad, mener FOA.

- Det er ikke rimeligt, at forældre, der hele tiden har betalt for maden i deres barns vuggestue, nu opkræves yderligere forældrebetaling for at finansiere indførelsen af madordninger i børnehaverne. siger Jakob Sølvhøj, formand for Pædagogisk Sektor i FOA i en kommentar.

Han mener desuden, at nogle kommuner ligefrem tjener på madordningerne og samtidig gennemfører besparelser på institutionernes budgetter.

Påstanden afvises af Jørn Sørensen (R), formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening.

- Det har jeg i hvert fald ikke set dokumentation for hidtil. Kommunerne gør det, regeringen og Folketinget har besluttet, nemlig at hæve forældrebetalingen fra 25 til 30 procent, når de indfører madordning, og derfor gør mange kommuner det, siger Jørn Sørensen.

Han afviser, at vuggestueforældre betaler uden at få noget for pengene.

- Vi tager det, vi må tage. Du kan også sige, at forældrene hidtil har fået madordning uden at betale for det. Det er ikke noget kunstigt løft af priserne. Vi gør, som loven foreskriver, siger Jørn Sørensen.

Ifølge FOA's undersøgelse stiger prisen på en vuggestueplads 8,8 procent fra 2009 til 2010.

/ritzau/

Prisen på at få passet børn stiger alt for meget, og især vuggestueforældre betaler for meget, mener FOA. Vi tager, hvad vi må, siger kommunerne.

Offentliggjort Sidst opdateret