Fødevarekontrol trues af sparerunde
Fødevarestyrelsen skal spare penge, og det kan komme til at gå ud over fødevaresikkerheden.
Styrelsen vil ifølge Berlingske blandt andet reducere antallet af prøver fra fødevarer, og besparelserne giver bekymring hos både eksperter og styrelsens egne medarbejdere.
Fødevarestyrelsen har de seneste år taget 37.000 prøver for at sikre, at forbrugerne ikke sætter tænderne i mad med farlige bakterier. Antallet af prøver vil på grund af spareplanen blive sat ned med en fjerdedel.
Det står i skarp modsætning til de seneste dages opfordringer fra flere politikere og eksperter, der efterlyser en bedre kontrol med importeret frugt og grønt, der i stigende grad gør forbrugerne syge.
Anders Dalsgaard, professor ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, har svært ved at se, hvordan besparelserne harmonerer med ønsket om øget kontrol med frugt og grønt.
- Der er tale om en betragtelig nedskæring, og det vil uundgåeligt påvirke fødevaresikkerheden og give en øget risiko for flere tilfælde af fødevarebårne sygdomme, siger Dalsgaard til Berlingske.
Medarbejderne skriver i et brev til ledelsen, at de tvivler på, at styrelsen både vil være i stand til at overtage nye arbejdsopgaver uden tilførsel af yderligere ressourcer og effektuere besparelserne uden at det går ud over "foder- og fødevaresikkerhed, dyresundhed og velfærd".
Fødevarestyrelsens direktør, Esben Egede Rasmussen, afviser, at besparelserne vil medføre en dårligere kontrol med frugt og grønt. Men han erkender, ifølge Berlingske, at det som følge af spareplanen ikke er muligt at øge kontrollen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde