Fødevareminister afviser fiskerkrav

Fiskerne kan godt glemme alt om at få regeringen til at lægge pres på EU for at få ophævet et fiskeforbud i områder af Kattegat og af Østersøen. Regeringen vil heller ikke hjælpe fiskerne med helt at få afskaffet de såkaldte kilowatthavdage, som er et af EU's instrumenter til at regulere fiskernes indhug i fiskebestandene.

Det fastslog fødevareminister Henrik Høegh (V) lørdag under et besøg på Danmarks Fiskeriforenings generalforsamling.

Han afviste en påstand fra fiskeriforeningen om, at Damarks og Sveriges fælles, frivillige lukninger i Kattegat og Østersøen er ulovlige. Lukningerne er en intelligent løsning til at slippe for at skære mere i fiskernes tid på havet, fremførte ministeren.

Ordningen med havdage skyldes EU's forvaltningsplaner til at beskytte specielt torskebestandene. Men det griber også ind i fiskeriet efter andre arter. Fødevareministeren understregede, at regeringen er tilhænger af forvaltningsplanene for de forskellige farvandes torskebestande. Uden forvaltningsplanerne ville havbiologerne have tilrådet EU helt at forbyde fiskeriet efter torsk, påpegede Henrik Høegh.

- Jeg er ikke kommet her i dag for at kunne fortælle, at kilowatthavdagene går væk. Det er et vilkår, vi må arbejde efter, sagde fødevareministeren.

Sådan som ordningen fremover får effekt, vil fiskerne ikke få tid nok til at fange alle de fisk, de har kvoter til, fremfører fiskeriforeningen.

Fødevareministeren lovede at samarbejde med fiskerne om andre løsninger til at overbevise Europakommissionen om, at de danske fiskere bør have lov at fiske flere dage om året. Henrik Høegh fastholdt en plan om at bruge de frivillige lukninger i Kattegat og Østersøen som argument. Også brug af mere skånsomme fiskeredskaber foreslog ministeren som led i sin plan.

/ritzau/

Danmark vil fastholde lukninger for fiskeriet i områder af Kattegat og Østersøen, siger Henrik Høegh i polemik med Danmarks Fiskeriforening.

Offentliggjort Sidst opdateret