Fødevareministeren udfordrer landbruget
Belært af den voldsomme kritik fra landbruget af de nye randzoner langs vandløb og søer som middel til indfri vandmiljøplanerne, så giver fødevareminister Mette Gjerskov (S) nu landbruget en kontant udfordring.
I den næste fase mod den planlagte, samlede danske reduktion på 9000 ton kvælstof, som vandmiljøet skal skånes for i 2015, opfordrer fødevareministeren landbruget til selv at komme med alternativer til de miljøafgrøder eller efterafgrøder, som ellers bliver næste skridt mod målet.
Efterafgrøderne skal efter planen reducere udledningen af kvælstof fra landbruget med knap 2000 ton i 2015. Det tal står fast, men midlerne kan altså være andre, hvis landbruget kommer med brugbare alternativer.
Landbruget har kritiseret randzonerne meget voldsomt og blandt andet krævet alternative metoder. Også kravet om ekstra miljøafgrøder har landbruget modsat sig. Derfor opfordrer ministeren landbruget til nu selv at komme med alternativer.
- Der har været rigtig meget snak om alternativer. Det meste har været fremtidsvisioner. Nu må landbruget sætte handling bag deres ord. Kom med alternativer, der virker her og nu, siger Mette Gjerskov og tilføjer:
- Målet på 2000 ton kvælstof kan der ikke rokkes ved. Men hvis landbruget har andre idéer med samme effekt og ikke dyrere, så tager jeg dem med.
Landbruget får indtil 1. december til at foreslå alternativer til miljøafgrøder, hvorefter de vil blive efterprøvet af eksperter fra Aarhus Universitet og Fødevareøkonomisk Institut frem til 15. januar.
Randzoner og miljøafgrøder er en del af vandplanerne, som skal efterleve EU's vandrammedirektiv.
Da den nuværende regering overtog magten sidste efterår, var vandplanerne to år forsinkede. De blev først vedtaget i december 2011, hvilket forhindrede en EU-retssag mod Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned