Fødevarestyrelsen advarer mod ulovligt slagteri
Et anonymt tip sendte mandag Fødevarestyrelsens rejsehold mod et ulovligt slagteri i Stenstrup på Fyn.
Der var ingen dyr til slagtning, da rejseholdet kom forbi, men der var slagteaffald, og det var sådan, at rejseholdet kunne se, at der var blevet slagtet.
- Han havde slagtet tre grillgrise, men han vidste ikke hvem, der skulle have dem, eller hvor de kom fra, fortæller Henriette Mynster, der er dyrlæge ved Fødevarestyrelsens rejsehold.
- Vi kunne også se, at der var blevet slagtet før, men ikke hvor meget. Han forklarede, at det ikke endte i supermarkederne, men at folk kommer forbi med kødet, får det slagtet og henter det igen. Han ved ikke, hvor det ender henne, siger hun.
Ifølge Henriette Mynster, var slagteområdet indrettet i en lade, hvor der var åbent til områder, som blev brugt til opbevaring og en stald, hvor der var opdrættede ænder.
Og lige præcis det åbne område til ænderne bekymrer Henriette Mynster.
- Ænder indeholder ofte salmonella, og når man har områder, der er i direkte forbindelse, så er risikoen for at man får forurenet noget med bakterier fra ænderne jo betragtelig. Især når der ikke er nogen dør imellem, forklarer hun.
Derfor anbefaler Henriette Mynster, at alle, som har købt kød, som er blevet slagtet på det ulovlige slagteri i Stenstrup, at kassere kødet.
Ejeren af ejendommen er foreløbigt varslet bøder for blandt andet manglende autorisation til slagtning, manglende viden om, hvor varerne blev solgt, uhygiejniske forhold i produktionslokalet og ulovlig bortskaffelse af slagteaffald.
Derudover har politiet konfiskeret slagteudstyret.
Ifølge Henriette Mynster sker det flere gange om året, at rejseholdet finder ulovlige slagterier rundt om i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned