Følg fem råd og undgå tarmkræft

Der skal i virkeligheden ikke så meget til for at undgå tarmkræft.

En ny undersøgelse viser, at knap hver fjerde tilfælde af tarmkræft kan undgås, hvis vi bliver bedre til at efterleve blot fem anbefalinger om sund livsstil.

Undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse offentliggøres onsdag i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal.

De fem råd er: Ikke at ryge, være fysisk aktiv en halv time om dagen, spise sundt, overholde genstandsgrænserne på syv genstande for kvinder og 14 for mænd og endelig et femte råd om at have et taljemål på under 88 cm for kvinder og 102 for mænd.

Ifølge undersøgelsen kan det mindske antallet af tarmkræfttilfælde med 13 procent, hvis hver dansker bare opfylder et af de fem råd. Lever vi op til dem alle fem, kunne antallet formentlig reduceres med 23 procent.

Det vurderer overlæge Anne Tjønneland, Kræftens Bekæmpelse, og medforfatter til undersøgelsen.

- Risikoen for tamkræft falder for hver ekstra anbefaling, man lever op til. Derfor er der rigtig meget at hente for de personer, som har den mest usunde livsstil og kun lever op til få af anbefalingerne, siger Anne Tjønneland.

Der er 4249 tilfælde af tarmkræft om året i Danmark.

Undersøgelsen bygger på 55.487 danske mænd og kvinder mellem 50 og 64 år, som er blevet fulgt i gennemsnitligt ti år. 678 personer fik konstateret kræft i løbet af perioden.

/ritzau/

Knap en fjerdedel af de flere end 4000 årlige tilfælde af tarmkræft kunne undgås, hvis vi følger blot fem råd om sund livsstil, viser ny undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret