Folkeskolelærernes formand går opløftet fra stormøde
Formand for Danmarks Lærerforening (DLF), Anders Bondo Christensen, er glad og tilfreds, efter foreningens stormøde om overenskomstforhandlingerne med Kommunernes Landsforening (KL) sluttede tirsdag eftermiddag.
- Det gik fantastisk. Der var en kolossal opbakning og stemning fra start til slut, siger han til Ritzau midt i den store stime af tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer, der kommer smilende ud fra den store kongressal i Odense.
- Og jeg følte simpelthen en vilje til at gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at vi stadig har gode forudsætninger for at lave det arbejde, der fylder så meget i vores liv, tilføjer han.
DLF indkaldte tirsdag til stormøde for at diskutere foreningens forhandlinger med KL, hvor stridens kerne er lærernes arbejdstidsaftale.
Mere end 2000 undervisere mødte kampklare op. Flere iført trøjer med påskriften "Vi elsker at undervise - lad lærerne undervise i 25 timer" og "Lærerne bygger bro til en bedre folkeskole".
På mødet har formanden orienteret de mange fremmødte om, hvad det er for en situation, de alle står over for, efter KL har varslet lockout af 50.000 folkeskolelærere den 1. april.
- Vi har snakket om, hvordan vi samlet finder den bedst mulige løsning på den udfordring, vi står over for, siger Anders Bondo Christensen og tilføjer:
- Det er klart, at der er en masse praktiske problemer, som fylder rigtigt meget i lærernes hoveder lige nu, og det har vi selvfølgelig også snakket om.
Formanden vil dog ikke komme nærmere ind på, hvad man præcist har diskuteret, om hvad der kan og bør gøres, hvis en lockout indtræffer den 1. april.
Han ser nemlig gerne, at der er et overraskelsesmoment i de aktiviteter, foreningen laver.
- Når andre laver kreative indslag i form af en kampagne, så annoncerer man den ikke i avisen først, påpeger han.
KL og Danmarks Lærerforening mødes i forligsen mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker