Folkeskolen mister de stærke børn

På fire år er antallet af elever i private skoler steget med næsten 10.000, og elevtallet i folkeskolerne er faldet med 20.000.

Det viser nye tal, som Undervisningsministeriet offentliggør torsdag, skriver 24timer.

Tallene afslører også, at det primært er de højtuddannede forældre, der sender deres børn i privatskole, og det bekymrer Mette With Hagensen, formand for landsorganisationen for forældre i folkeskolen, Skole og Forældre.
- Det bliver svært at kalde det en folkeskole, hvis det ikke er der, hvor folket sender sine børn i skole, siger hun.
- På længere sigt kan det føre til en større polarisering af samfundet, fordi vi kommer længere væk fra det, der er kernen i folkeskolen. Nemlig at den er for alle slags børn, tilføjer Mette With Hagensen ifølge 24timer.

60 procent af forældrene til børn i en privat skole har en videregående uddannelse, mens det i folkeskolen er 48 procent.

Børne- og undervisningsministeren lover handling:
- Vi vil for eksempel se på sociale taxametre, så vi gennem økonomien kan understøtte de privat- og friskoler, som gerne vil løfte en social opgave. Men det vigtigste er at gøre folkeskolen bedre, siger Christine Antorini (S) til 24timer.

- Det skal ske ved at skabe en varieret og motiverende undervisning med fysisk aktivitet, inddragelse af it og kombination af praktik og teori. Det er omdrejningspunktet i vores udspil til et løft af folkeskolen, som bliver præsenteret inden jul, tilføjer hun.

Foto: colourbox.com

Offentliggjort Sidst opdateret