Folkeskolen skaber rød politisk uenighed

Når landets yngste folkeskoleelever i fremtiden skal terpe alfabetet og gruble over de små tabeller bliver det med hjælp fra to lærere - eller en lærer og en medhjælper.

I hvert fald, hvis det står til den kommende danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), og støtterne i SF.

Men De Radikale truer man med at kaste grus i maskineriet, hvis ikke man får noget til gengæld - nemlig, at de nationale folkeskoletester, der blev indført i 2010, gøres frivillige.

At uddannelsesområdet for folkeskolen på den måde bliver gjort til politisk slagmark kritiseres nu fra flere sider.

- Det er simpelthen helt ude i skoven. Hvorfor i himlens navn bliver man ikke i stedet enige om noget, som, man ved, virker. For eksempel efteruddannelse af lærere, hvor vi halter gevaldigt efter herhjemme.

Det siger professer Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Også i landsorganisationen for forældre i folkeskolen, Skole og Samfund, finder man det ærgerligt, at beslutningerne træffes ud fra krav og politisk tovtrækkeri.

- Det er meget beklageligt, hvis børns uddannelse bliver et spørgsmål om handel frem og tilbage i folketingssalen, siger landsformand Benedikte Ask Skotte.

Ifølge Niels Egelund står Danmark i en meget uhensigtsmæssig situation, hvis S og SF og De Radikale opnår enighed om de forslag og krav, der netop nu ligger på bordet.

- Forslaget om de to lærere taler til Maren i kæret. For når én mand kan grave syv meter grøft på en dag, hvor meget kan to mand så ikke grave?

- Virkeligheden er bare, at man på ingen måde per automatik kan forvente et positivt resultat af to lærere, siger Niels Egelund.

Samtidig giver professoren De Radikales krav om at gøre de nationale test frivillige et skud for boven.

- Der er brugt over 100 millioner kroner på det her initiativ, og det er hovedløs gerning at pille dem af bordet, inden man kender deres virkning, siger han.

Ifølge den nuværende plan skal testene evalueres i 2013.

/ritzau/

De Radikale stiller krav for at støtte S og SF's to-lærerordning i folkeskolen. Politisk tovtrækkeri kritiseres

Offentliggjort Sidst opdateret