Følsom actionhelt med hang til motorcykler

Filmskuespilleren Keanu Reeves er vild med motorcykler og er her fotograferet ved et motorstævne på Sachsenring i juli i år. Photo by: HZ/picture-alliance/dpa/AP Images. Foto: Hz/Ritzau Scanpix

Den amerikanske skuespiller Keanu Reeves har trods stor succes og en indbringende karriere altid skilt sig ud fra Hollywood. 2. september fylder han 60 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den canadiske skuespiller Keanu Reeves er en af filmindustriens skæve figurer.

I sine film ofte en übercool og hårdtslående actionfyr, men privat en mild mand, der fyrer semi-dybsindige onelinere af.

Såsom: "sorg ændrer form, men den stopper aldrig" eller "at forelske sig og at have et forhold er to forskellige ting".

Med sit konsekvente slackerlook fra 1990'erne ligner han tilmed ikke den multimillionrige filmstjerne, han er.

Den 2. september fylder Keanu Reeves 60 år.

Han er født i Beirut og har en blandet og omtumlet familiær baggrund, som både har sikret ham et lidt småasiatisk udseende og fornavnet, som folk har kæmpet med at udtale: Kee-AH-noo.

Sammen med sin enlige mor nåede han at bo både på Hawaii, i Australien og i New York, inden de to faldt til ro i Canada.

Hans store gennembrud kom i surferfilmen "Point Break" samt i lowbudget bus-med-bombe-filmen "Speed" med Sandra Bullock, som blev en uventet succes.

Siden var roller i sci-fi filmen "Johnny Mnemonic" og først og fremmest frelserfiguren Neo i det banebrydende filmepos "The Matrix" med til at bygge Reeves op som særligt mystisk, fåmælt og dyb.

Rollen som datanørden med lynhurtige kampteknikker, der vil redde menneskeracen fra den kunstige Matrix-verden, har han gentaget i yderligere tre Matrix-film.

De mange actionprægede film har han været godt rustet til.

Stædige forlydender siger, at han ikke brugte stuntmen som stand-in hverken i "The Matrix" eller i hans senere filmfranchise "John Wick".

Keanu Reeves kan rent faktisk slås og mestrer flere forskellige slags kampsport.

Til gengæld har hans liv på det personlige plan været martret af flere tragedier.

Hans nære ven, den unge og talentfulde River Phoenix, som han spillede sammen med i Gus Van Sants avantgardefilm "My Own Private Idaho", døde ikke længe efter som 23-årig af en overdosis.

Et tab, der gik Reeves meget hårdt på.

Fem år efter forelskede han sig i skuespilleren Jennifer Syme, hvilket resulterede i en hurtig graviditet. Men barnet døde kort før fødslen midt under optagelserne til den første Matrix-film.

Halvandet år senere kørte Syme sig ihjel i en bilulykke.

Tragedierne har sat sine spor på Reeves' liv, og han har aldrig fået børn og ikke flashet mange kærester.

Først i 2019 begyndte han at vise sig offentligt sammen med den amerikanske billedkunstner Alexandra Grant, som han har kendt siden 2009. Sammen har de udgivet flere bøger.

Keanu Reeves er kendt for at have brugt millioner på velgørenhed og at vise en udstrakt generøsitet også overfor sine medansatte på filmsettet.

Under optagelserne til den seneste The Matrix-film forærede han de 12 stuntmen på holdet hver en spritny Harley Davidson-motorcykel.

/ritzau/