Før afgørende rapport: Minkavlere tvivler på stor genstart af erhvervet

Sagaen om de aflivede mink er et af de mest omtalte politiske dramaer i nyere tid. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Mandag kommer en rapport, der skal klarlægge sundhedsrisikoen ved minkavl i Danmark. Men næsten ingen avlere ønsker at genoptage arbejdet uagtet konklusionen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag afleverer Statens Serum Institut (SSI) en rapport til Sundhedsministeriet, der på papiret har afgørende betydning for minkerhvervets fremtid i Danmark.

Den skal nemlig klarlægge sundhedsrisikoen ved en genoptagelse af minkavl i Danmark.

Det er ikke dog ligefrem optimisme, der præger branchen.

Jo, Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, håber da, at rapporten vil give grønt lys i sundhedsmæssig forstand.

Men Fødevarestyrelsens tal viser, at 1246 minkavlere, svarende til 99 procent af landets avlere, har ansøgt om erstatning for aflivningen af mink, fordi de vil lukke helt for avlen.

13 minkavlere har ansøgt om at sætte deres virksomheder i dvale indtil 2023, så de eventuelt kan genoptage deres arbejde. Men det er ikke sikkert, de gør det.

- Det bliver ikke umuligt. Men det bliver ligesom at være pioner. Alt er væk, så det bliver ligesom, da min far startede i 1950, siger Tage Pedersen.

Det er midlertidigt forbudt at opdrætte mink. Det har det været, siden millioner af mink blev slået ned i efteråret 2020 og den følgende vinter af frygt for nye mutationer af coronavirus.

- Det bliver aldrig stort igen, når man har været lukket ned og skal starte forfra, siger Tage Pedersen.

Den analyse er ret præcis, mener Henrik Steen Møller, der er seniorforsker i husdyrvidenskab på Aarhus Universitet.

- Generelt vil det være forholdsvis vanskeligt, fordi hele den infrastruktur, som vi havde, og som gjorde os til verdensmestre, er væk.

- Der var ti fodercentraler, som lavede 650.000 ton foder om året, og de er lukket alle sammen. De 13, der har bedt om dvaleordningen, må så gå sammen om at lave foder.

Han siger, det bliver en udfordring at finde sunde og raske avlsdyr i god kvalitet.

- Der er mange steder i verden, hvor man har nogle virussygdomme, som egentlig ikke er farlig for dyrene, men som gør produktionen dårlig. Dem var vi næsten ved at komme af med i Danmark.

- Man skal kigge til nogle af de lande, som vi har eksporteret mink til de seneste par år, for at se, om man kan få nogle af dem tilbage. Island ville nok være et godt bud på at finde mink i god kvalitet.

Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet, mener, at det vil være uklogt med en genstart af minkerhvervet i den nuværende situation.

- Virus er stadig iblandt os, og det vil være her, også til efteråret. De varianter, der er der nu, vil formentlig også kunne smitte mink.

- For så vidt at det er tilfældet, er det jo ikke nogen særlig god idé at øge reservoiret, hvor virus kan brede sig.

- Der er mange uafklarede spørgsmål. Men da minkavl på ingen måde er et samfundskritisk vigtigt erhverv for Danmark, er det måske ikke lige nu, vi skal begynde at eksperimentere med det, siger han.

Der er ellers udviklet vacciner til mink. Men Kolmos er ikke overbevist om, at de er løsningen til at opnå et smittefrit minkerhverv.

- Det kan selvfølgelig være et argument i en produktionsøkonomisk sammenhæng, at minkene ikke bliver syge.

- Men minken vil formentlig have nøjagtig det samme problem, som mennesker har: At vi kan bære rundt på sygdom (trods vaccine, red.), siger han.

Rasmus Prehn (S), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, sagde i starten af april, at minkerhvervet har en fremtid. I hvert fald i en eller anden grad.

- Når det igen er folkesundhedsmæssigt forsvarligt, vil der være nogle, der starter op. De vil have nogle specialprodukter, som der formentlig stadig vil være efterspørgsel på, sagde Rasmus Prehn.

Men det forhindrer ikke Tage Pedersen og minkavlerbranchen i at stå tilbage med frustration.

- Det har været et uskønt forløb fra dag ét, siger han.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu