Før Golden Globe: Arcel forbereder ikke takketale

Natten til mandag dansk tid folder Beverly Hilton Hotel den røde løber ud og inviterer filmfolk og tv-seere til den årlige uddeling af Golden Globe-priserne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske instruktør Nikolaj Arcel kan være indehaver af en af de eftertragtede guldstatuetter, når showet er omme.

Arcels "En kongelig affære", der handler om den sindssyge danske kong Christian VII og hans tyske livlæge, Johann Struensee, er nomineret til en Golden Globe i kategorien "bedste udenlandske film".

Den 40-årige instruktør glæder sig til showet og især til værterne, de to kvindelige amerikanske komikere Tina Fey og Amy Poehler.

- Jeg forventer mig en vældig sjov aften. Værterne er nogle af mine yndlingskomikere, og dem glæder jeg mig meget til at se, siger Nikolaj Arcel til Ritzau.

Han har ikke tænkt sig at møde op med sommerfugle i maven. Presset ligger ifølge Nikolaj Arcel på den østrigske film "Amour" og franske "De urørlige".

- Der er de to store favoritter i "Amour" og "De urørlige", som bliver næsten umulige at slå. Så jeg har ikke tænkt mig at forberede en stor takketale.

- Jeg skal bare til fest og have det sjovt, fastslår Nikolaj Arcel.

"En kongelig affære" skal, ud over "Amour" og "De urørlige", kæmpe mod fransk-belgiske "Rust and Bone" og den norske storfilm om antropologen Thor Heyerdahl, Kon-Tiki.

Nikolaj Arcels film er desuden også nomineret til en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film. Og han vurderer, at Golden Globe-showet kan være et fingerpeg om, hvor årets Oscar havner.

- Hvis "En kongelig affære" går hen og vinder en Golden Globe, vil jeg nok tænke "Nå, så er der måske også en chance for en Oscar".

- Men jeg tvivler. Jeg forventer som sagt, at "Amour" eller "De urørlige" vinder, fortæller Nikolaj Arcel .

Blandt de Hollywood-kendisser, der skal uddele priser ved Golden Globe-showet, finder man George Clooney, Arnold Schwarzenegger og Meryl Streep.

Nikolaj Arcel kan blive den fjerde danske vinder af en Golden Globe. Susanne Bier vandt i 2011 for "Hævnen", og Bille Augusts "Pelle Erobreren" triumferede i 1989. Og helt tilbage i 1956 vandt Carl Th. Dreyer for filmatiseringen af Kaj Munks skuespil "Ordet".

/ritzau/