For mange bakterier i sygehussengene

Over halvdelen af sengene på fem udvalgte syd- og sønderjyske sygehuse er ikke rene nok i forhold til sygehusenes egne vejledende grænseværdier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er konklusionen på en undersøgelse, TV Syd har foretaget af de rengjorte senge på de fem sygehuse.

- Det er rystende viden, siger Annette Wandel, der er chef for kvalitet i foreningen Danske Patienter, til tv-stationen:

- Og det kalder på, at der virkelig bliver strammet op. Det koster jo liv hver eneste dag, at det ikke fungerer ordentligt.

TV Syd har undersøgt rengøringsstandarden med to målemetoder, såkaldte ATP-målinger og målinger med bakterieplader.

For at kunne lave troværdige undersøgelser kom tv-stationen uanmeldt til sygehusene og foretog undersøgelserne uden at orientere sygehusledelsen.

I gennemsnit overskred 54 procent af sengene bakterie-grænseværdien på de fem sygehuse. 72 procent af sengene overskred ATP-grænseværdien.

- Det viser, at det er ikke godt nok, og der skal gøres en indsats. Der er behov for at få intensiveret rengøringsindsatsen på vores hospitaler, siger Hans Jørn Kolmos, der er overlæge på Klinisk Mikrobiologi på Odense Universitetshospital.

Bakterie-prøverne afslører antallet af bakterier på teststederne, men siger ifølge TV Syd ikke noget om, hvorvidt der er tale om stafylokokbakterier eller andre aggressive bakterier, der kan give infektioner.

Men ifølge eksperter er både ATP- og bakteriemålinger over grænseværdien faresignaler om højere risiko for, at der også findes smittefarlige bakterier på sengen.

TV Syd undersøgte mellem fem og ni rengjorte senge på hvert af følgende fem sygehuse:

Sygehus Lillebælt Vejle, Sygehus Lillebælt Kolding, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, Sygehus Sønderjylland Aabenraa og Sygehus Sønderjylland Sønderborg.

/ritzau/