Forældelsesfrister for sexovergreb er o.k.

Der er ingen gode grunde til at forlænge forældelsesfristen for at retsforfølge personer, der har begået seksuelle overgreb. Det mener juraprofessor Eva Smith.

- Allerede nu, hvor der er en frist på 10 år fra offeret fylder 18 år, er det utrolig svært at bevise noget som helst. De her sager er meget vanskelige, fordi det typisk er ord mod ord. Der er et offer, der hævder noget, og der er en påstået gerningsmand, der hævder, at det ikke er sandt. Det bliver ikke nemmere at bevise noget, hvis der er gået mere end 10 år, siger Eva Smith til Ritzau.

Flere af Folketingets partier med Dansk Folkeparti i spidsen foreslår, at forældelsesfristen for sagen om seksuelle overgreb bør forlænges eller måske endda helt afskaffes.

Forslaget kommer efter, at Københavns Politi onsdag meddelte, at langt de fleste af 31 anmeldte sager om katolske præsters sexovergreb er forældede.

Dansk Folkepartis retsordfører, Marlene Harpsøe, kalder det "absurd og forfærdeligt".

- De her ofre får ikke den mindste oprejsning, og efter kun 10 år kan krænkerne ånde lettet op, siger hun.

Men ifølge Eva Smith er der også et hensyn, der skal tages i forhold gerningsmanden.

- Er det rimeligt, at man skal retsforfølges for noget, man har begået som 17-årig, når man er blevet 47? Man må gå ud fra, at man er blevet et andet menneske i mellemtiden. Jeg ville ikke synes, det ville være særlig rart, hvis jeg skule stå til ansvar for de ting, jeg foretog mig som 17-årig, siger Eva Smith.

Justitsminister Lars Barfoed (K) har bedt Straffelovrådet overveje, om der er grundlag for at ændre forældelsesfristerne.

/ritzau/

Politikerne står nu i kø for at foreslå en længere forældelsesfrist for sager om sexovergreb, men det er en dårlig idé, mener juraprofessor.

Offentliggjort Sidst opdateret