Forældre frygter for deres små børns trivsel, når kommuner lukker små daginstitutioner og samler børnene i børnehuse med plads til 100-200 børn. Nogle forældre vælger at starte deres egen vuggestue og børnehave.
En af de forældre, som har taget skeen i egen hånd, er Tanja Lundgaard. Den institution, hvor hendes barn gik med 44 andre børn, skulle lukkes og lægges sammen med Vejles største daginstitution, Skibet Børnehus, med over 200 børn.
- Jeg havde mit barn i Skibet én dag. Jeg oplevede, at pædagogerne havde svært ved at overskue børnene. Tonen over for børnene var meget kommanderende. Pædagogerne havde ikke engang tid til at sige velkommen, fortæller Tanja Lundgaard.
Sammen med seks andre forældrepar gik hun i gang med at forme sit eget børnehus. Købe hus, indrette, få styr på økonomien og ansætte personale. Den private daginstitution Bommerhaven åbnede 1. januar i år.
- Det har været vigtigt, at det skal være et supplement til hjemmet. Vi har en brændeovn, fordi det er hyggeligt at få læst en historie der. Det er hjemlig atmosfære. Samtidig skal børnene ud hver dag, understreger Tanja Lundgaard.
I Billund åbner i år også en ny institution, fordi Billund Kommune sammenlægger fem institutioner. Daginstitutionernes landsorganisation, DLO mærker tendensen. Den får mange henvendelser fra forældre, som ønsker at starte deres egen børneinstitution.
- Det nye er, at vi nu får mange henvendelser fra forældre, som har deres børn i ganske almindelige kommunale institutioner i byerne. Det er forældre, som oplever, at nu bliver børnelivet for fabriksagtigt, siger sekretariatschef Morten Kyst fra DLO.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde