Forældre: Nej til krav om pornofiltre

Det er den klare melding fra landsorganisationen Skole og Forældre.

Ifølge en rundringning foretaget af Politiken til landets fem største kommuner har de færreste skoler et internetfilter, der blokerer muligheden for, at børnene kan se på stødende indhold på nettet.

Børnepsykologer peger på, at det kan være svært for børn selv at administrere adgangen til nettet, og at de kan skade af at se på voldelige eller pornografiske sider.

Men både skoleledere og undervisningsminister Christine Antorini (S) mener dog, at adgangen til porno og eventuelle filtre er en sag for de enkelte skoler og ikke noget, der skal presses ned over alle skoler fra centralt hold, som nogle forældre efterlyser.

- Og jeg er fuldstændig enig. På den enkelte skole må man finde ud af, hvad for en kultur, vi har her, og hvordan man vil tackle den slags situationer.

- Det vigtigste er, at man taler om det og bearbejder det, hvis nogen skulle komme se for eksempel porno, siger formanden for Skole og Forældre Benedikte Ask Skotte.

Hun understreger, at det jo ikke kun er en opgave for lærerne men i lige så høj grad for forældrene.

- Det er ikke kun på skolen, at børn kan se vold og porno på nettet. Det kan også ske på biblioteket, i hjemmet eller hos nogle venners forældre og jo også på visse tv-kanaler.

Benedikte Ask Skotte peger også på, at opsætning af filtre kan gøre det endnu mere spændende at udforske for nogle børn.

- Derfor er det her i bund og grund et emne, man må snakke med børnene om både i hjemmet og i skolen fremfor generelle krav om pornofiltre til alle, siger hun.

Skolelederforeningen og KL mener også samstemmende, at det er en sag for den enkelte skole at håndtere.

/ritzau/

Skoler skal ikke tvinges til at installere pornofiltre på skolernes computere for at forhindre elevernes adgang til at kigge på volds- og pornosider i skoletiden.

Offentliggjort Sidst opdateret