Forældre og eksperter: Skolen skal lære børn it-adfærd
Brugen af internet og sociale medier skal være et fag i folkeskolen, mener danskerne. Ekspert er enig.
Om få uger tager eleverne i folkeskolen fat på et nyt skoleår. Men på skoleskemaet mangler et vigtigt fag, mener næsten 80 procent af danskerne: God opførsel og indsigt i færdselsregler og sikkerhed på internettet.
Børn lærer engelsk fra 1. klasse og tidligt tysk og fransk ifølge skolereformen.
Men står det til et massivt flertal af danskerne, så er der mindst lige så stort behov for, at it-sikkerhed, adfærd på sociale medier og opførsel på internettet kommer på skemaet i folkeskolen.
Det viser en befolkningsundersøgelse, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA.
Ingeniørforeningens it-ekspert, Jørn Guldberg mener, det er helt afgørende, at børn lærer en stribe tommelfingerregler, som sikrer dem mod at blive ofre for mange genvordigheder: Fra mobning og chikane, seksuelle krænkelser til udnyttelse og tyveri af data eller identitet eller økonomisk udnyttelse.
- Internet og sociale medier er et slaraffenland i underholdningstilbud. På overfladen ser det hele gratis og tilforladeligt ud, men du kan komme grueligt galt afsted.
- Ligesom vi jo ikke slipper børn løs i trafikken, uden at de kender færdselsreglerne, så bør vi også klæde dem på, før de for alvor kaster sig ud i den digitale verden. De skal have styr på elementære færdselsregler på nettet, når de får deres første tablet eller smartphone, siger Jørn Guldberg.
Såsom at man aldrig bruger samme password flere steder og passer på med, hvad man deler af personlige oplysninger og billeder på nettet.
- Børn skal lære at være kritiske overfor gratis tjenester som Facebook og Snapchat. De bør også lære, hvordan man gør det sværere at overvåge deres færden på alverdens hjemmesider, siger Guldberg.
Undersøgelsen viser også, at omkring hver fjerde forælder ikke har talt med deres børn om, hvordan man gebærder sig på internettet.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker