Forældre: Ok at dele elever i 7. klasse

Forældreorganisationen Skole og Forældre er positiv overfor idéen om at inddele folkeskolens elever efter interesser fra 7. klasse, som regeringens talenteksperter foreslår.

- Det er klart, at når børnene har den alder, så har børnene en idé om, hvad de er gode til, siger formand for Skole og Forældre Benedikte Ask Skotte og fortsætter:

- Hvis man er rigtig god til noget med hænderne, så kan man sagtens lære at læse, skrive og regne ud fra den vinkel, at man er praktisk begavet. På den måde imødekommer man børnene.

Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, som torsdag kommer med en samlet strategi for, hvordan man udvikler talenterne i det danske uddannelsessystem.

Gruppen foreslår blandt andet, at folkeskolens elever i 6. klasse skal vælge mellem forskellige linjer. Det kan være en matematisk linje, en sproglig eller en kreativ linje.

Fra 7. klasse skal børnene begynde i nye klasser, hvor de samles med andre elever, som har valgt samme linje.

- Kommunerne skal forpligtes til at udbyde forskellige linjer. Hvis en dreng interesserer sig mest for teknik og matematik, så kan han vælge den linje efter sjette klasse, siger rektor Stefan Hermann fra Professionshøjskolen Metropol.

Han er formand for arbejdsgruppen for talentudvikling i uddannelsessystemet.

Benedikte Ask Skotte understreger, at det er vigtigt, at folkeskolen stadig sikrer det brede dannelsesgrundlag. Børnene som vælger en matematisk linje skal også have dansk og samfundsfag.

- Hvis man holder fast ved, at alle skal kunne være i folkeskolen, så ser jeg kun, at det er en udvikling af enhedsskolen. Skolen skal blive bedre til at indse, at børnene er forskellige i stedet for, at alle skal passe ind i en model, siger hun.

/ritzau/

Skole og Forældre mener, at man imødekommer børnene ved, at de inddeles efter interesser fra 7. klasse.

Offentliggjort Sidst opdateret