Forældre skal gøre deres børn til læseheste
Børn fra udsatte boligområder kæmper mere med læsningen, end andre børn gør, viser en undersøgelse. Foto: Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Der opstår en negativ spiral, når især børn fra udsatte boligområder kæmper med at læse, mener minister.
Det er ikke nemt, når børnene i folkeskolen skal lære at læse og skrive dansk. Hvor svært det er, kommer også an på, hvor man bor henne.
En ny undersøgelse fra undervisningsministeriet blandt elever i 2. klasse viser ikke overraskende, at elever fra udsatte boligområder har større læsevanskeligheder end deres jævnaldrende.
På folkeskoler, hvor mere end 30 procent af eleverne kommer fra udsatte boligområder, er 40 procent af børnene dårlige læsere. På de øvrige folkeskoler gælder det 23 procent af børnene.
Nu peger flere på, at forældrene er en del af løsningen, hvis børn i udsatte boligområder skal blive gode læseheste.
Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på VIA University College, som står for læreruddannelserne, kalder børnenes hjem for en nøglefaktor.
- At få forældrene bragt i spil og at få skabt et samarbejde med dem er helt afgørende, siger han.
De skal ifølge Andreas Rasch-Christensen støtte aktivt op om børnenes lektielæsning.
Selv om forældrene spiller en rolle, står de ikke alene med ansvaret, mener Marie Elmegaard, formand for folkeskolesektionen i Dansklærerforeningen.
Hun ser det som et delt ansvar mellem politikere, lærere og forældre, at børnene læser på et godt niveau.
- Noget af det, der blandt andet kan hjælpe, er, at man sætter flere lærere på i timerne.
- Børnene kommer med forskellige forudsætninger, men lærerne har mange redskaber til at hjælpe dem på vej, siger hun.
Marie Elmegaard peger også på, at det kan gavne at efteruddanne lærerne på skolerne med flest børn, som ikke sidder med næsen i bøgerne.
I den kommende uge kommer regeringen formentlig med sit ghetto-udspil, som skal bekæmpe parallelsamfund.
Der vil ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) være konkrete forslag til, hvordan man hjælper forældre med at hjælpe deres børn i folkeskolerne.
- Det handler om at stille højere forventninger til forældrene, at starte dialogen med dem tidligt og at hjælpe dem til at hjælpe sig selv og deres børn, siger hun.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker