Når det lille spædbarn græder og græder og græder, hvordan undgår forældrene så, at det ender med, at de taber hovedet?
Erfaringen viser, at trætte og fortvivlede forældre kan ende med i afmagt at bruge vold og mishandling. Men den risiko kan formentlig formindskes. Det viser en undersøgelse fra Capacent Epinion.
De første erfaringer fra en række forældrekurser i kommunerne viser, at førstegangsforældre selv vurderer, at undervisningen kan hjælpe dem til at stoppe op og tænke sig om, inden de handler.
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann håber, at kurserne kan blive endnu mere udbredt i landets kommuner, for de kan have enorm betydning for eftertiden.
- Over 20.000 børn vokser op i familier præget af vold. Det har en skadelig virkning af enorme dimensioner, og volden har det med at gå i arv som reaktionsmønster. Derfor er det overordentligt vigtigt at bryde tilbøjeligheden til at handle på den måde. Derfor er jeg glad for, at kurserne har været en succes, og at mange kommuner fortsat vil udbyde kurserne, siger hun.
Over 800 kommende forældre har ind til nu været på KLAR TIL BARN kurser. Analyseinstituttet Capacent Epinion har efterfølgende spurgt forældrene, og ifølge tallene vurderer et stort flertal af kursisterne, at de har fået nogle redskaber, der kan hjælpe dem. Næsten alle giver udtryk for, at de har fået meget ud af kurset. Og næsten otte ud af 10 siger, at det vil have indflydelse på opdragelsen af deres børn.
På kurset lærer forældrene at forstå barnets signaler og at tøjle deres temperament.
Kursusdeltagerne har fået KLAR TIL BARN tilbudt gennem kontakt med sundhedsplejersker og jordemødre, og det er hovedsageligt forældre, som i forvejen er udsatte og kendt som voldelige, eller hvor der er en mistanke om, at de kan gribe til vold, som er målgruppen for projektet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker