Forældretræning skal hjælpe mod ADHD

Forældre til mindre børn med forstyrrelsessygdommen ADHD skal trænes i at håndtere deres urolige børn bedre.

Brug af medicin til børn op til seks år virker nemlig ikke så godt, og på den baggrund har TrygFonden doneret 10 millioner kroner for at udvikle et særligt behandlingstilbud i dansk børnepsykiatri.

Pengene går til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Risskov.

Små børn i førskolealderen med ADHD har oftest begrænset udbytte af medicinsk behandling, og internationale retningslinjer siger entydigt, at forældretræning altid bør være førstevalgsbehandling til børn under seks år, oplyser TrygFonden om baggrunden for donationen.

Træningsprogrammet i Risskov er det første af sin art i Danmark og er tilrettelagt efter britisk forbillede.

- I England har man allerede opnået markante forbedringer med forældretrænings-programmer, og med den her donation, kan vi nu afprøve en seriøs metode, som kan få stor betydning for de familier, der har små børn med ADHD.

Det siger overlæge Per Hove Thomsen fra det psykiatriske center.

Pengene er med til at give hele børnepsykiatrien et løft, og i Risskov håber man, det munder ud i en standardbehandling, som kan tilbydes alle små børn med ADHD.

Selve behandlingen vil koste omkring 55.000 kroner per barn og forventes at have afgørende betydning for barnets udvikling.

Projektet gennemføres i Risskov og Glostrup, hvor i alt 200 børn og deres familier bliver inkluderet over de næste tre et halvt år. Forældretræningsprogrammet består af otte sessioner, hvor to af dem foregår i hjemmet.

ADHD er en betegnelse for forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet, og det anslås, at mellem tre og fem procent af en årgang rammes. Blandt voksne forekommer ADHD blandt en til tre procent.

ADHD ses hyppigt blandt kriminelle. En norsk undersøgelse viser, at 48 procent af indsatte i fængsler havde symptomer på ADHD.

/ritzau/

En donation på 10 millioner kroner fra Tryg fonden skal sparke træning af forældre med ADHD-børn i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret