Forbrugerrådet: Myndigheder har ikke nok styr på vores data
Det er en alvorlig sag, at 900.000 danske borgeres cpr-numre lå frit tilgængeligt på internettet i knap en time. Særligt fordi lækket kommer fra en offentlig myndighed, mener direktør i forbrugerrådet Tænk, Lars Pram.
- Det er en alvorlig situation på to måder. For det første er det alvorligt for de 900.000 danskere, hvis cpr-numre risikerer at svæve rundt på internettet.
- For det andet er det alvorligt, fordi sagen viser, at de offentlige myndigheder ikke har godt nok styr på sikkerheden omkring vores data, siger han til Ritzau.
Lækagen skete via den såkaldte Robinson-liste, hvor danskere, der vil beskyttes mod direkte markedsføring, er opført.
Ingen kontrollerede listen, da den blev sendt fra driftsoperatøren CSC til statens CPR-kontor, der herefter lagde den på sin hjemmeside.
At en offentlig myndighed har lækket knap en million cpr-numre risikerer at slå skår i det danske samfund, frygter Lars Pram.
- Vi har et samfund, der i høj grad er afhængig af, at danskerne har tillid til, at myndighederne passer godt på vores data. Ellers kan det ikke fungere med skat, selvangivelser og sundhedsvæsen, siger direktøren og tilføjer:
- Nu har der det seneste halve år været en række alvorlige eksempler på, at myndighederne ikke passer godt nok på vores data. Og det risikerer jo at ryste ved danskernes tillid til, at offentligheden passer på vores data.
Ofte skal der mere til end et cpr-nummer, for at kriminelle kan misbruge danskernes personlige oplysninger, men Forbrugerrådet opfordrer til, at regeringen foretager "et grundigt serviceeftersyn af systemet."
- Der er i høj grad behov for at modernisere cpr-systemet, så det kommer ind i den digitale tidsalder.
- Det kræver blandt andet, at man bygger ekstra sikkerhed på med Nem-Id eller andet. Cpr-nummeret kom jo til, da teknologien ikke var udtænkt, så vi bruger det på måder, det ikke var tænkt på, siger Lars Pram.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde