Nørrevangsskolen i Randers er en af de danske folkeskoler, der ifølge Undervisningsministeriet skal skrotte adgangskravene for elever, der vil ind i skolens Team Danmark-eliteidrætsklasser på 7., 8. og 9. klassetrin.
I skolens ledelse er man uenig i afgørelsen, som ministeriet ifølge Folkeskolen.dk begrunder med, at de særlige sportslige optagelseskrav bryder med princippet om den udelte skole.
- Det giver intentionerne bag Team Danmark-skolerne et skud for boven, siger leder på Nørrevangsskolen, Peter Sabroe.
Han vurderer ikke, at forbuddet får indflydelse på de elever, der allerede er optaget i eliteidrætsklasserne, men han frygter for udvanding af konceptets videre forløb.
- Jeg tror ikke, at der om tre år er noget, der hedder Team Danmark-skoler, siger Peter Sabroe og uddyber:
- Det bliver undergravende for systemet med Team Danmark-skoler. Hvis man har sagt ja til den type skoler, så er der nogle sportslige optagelseskrav til eleverne.
På Nørrevangsskolens eliteidrætslinje, der har eksisteret et år, træner eleverne to timer om morgenen tirsdag og torsdag på selve skolen eller ude i de enkelte sportsklubber.
Peter Sabroe indrømmer, at de sportslige krav giver en forskelsbehandling, men han mener ikke, at skolens adgangskrav til eliteidrætsklasserne strider mod enhedsskolens principper.
- Jeg mener godt, man kan køre et forløb, hvor man samler disse unge mennesker, som er interesseret i sport, og som er her, fordi de er gode, samtidig med, at man har en almindelig skole ved siden af, siger Peter Sabroe.
- Vi har flere klasser, så man kan sagtens komme ind på vores skole. Man kan bare ikke komme ind i de specielle klasser.
Han er enig med Danmarks Lærerforening i, at folkeskoler godt kan opretholde en idrætsprofil, selvom adgangskravene bliver droppet. Det er Team Danmark-konceptet, der får trange kår, understreger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde