Forening: Massedrab på sæler er symptombehandling

Danmarks Naturfredningsforening (DN) erkender, at der er store problemer en række steder med sælangreb på fiskernes fangster. Men foreningen afviser, at det vil hjælpe at regulere sælerne ved omfattende nedskydning.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det siger vi ikke, fordi sælerne er pussenussede. Men fordi det ingen mening giver at forsøge at skyde sig ud af problemet. De sæler, der er tilbage, vil jo stadig gå i fiskernes garn. Så det er symptombehandling, og som man skal blive ved med i al fremtid, siger biolog i Naturfredningsforeningen Bo Haakonsson.

Ud over at vi har en EU-forpligtigelse til at beskytte de fredede sæler, så mener han også, at det er urealistisk at skulle bruge så store ressourcer på, at jægerne eller Naturstyrelsen banker sælbestanden så langt ned, at det batter noget.

- Så lad os i stedet se på alternativer i form af udvikling af bedre redskaber og fangstmetoder, som sælerne ikke kan komme til, siger han.

- Hvert eneste år, der går mellem udbruddene af sælpest, så kommer diskussionen op om sælernes indhug i fiskeriet, så lad os nu finde en varig løsning.

Han mener, at Danmarks Fiskeriforening bør gå mere i spidsen i det arbejde. Men han erkender også, at det kan betyde mindre udbytter eller give fiskerne højere omkostninger til udstyr.

- Derfor er det også oplagt at drøfte i Vildtforvaltningsrådet, om der kan laves en slags tilskud til fiskerne, så de ikke straffes for at udvikle bedre redskaber, siger han.

Ifølge forskere er der næppe udsigt til at problemet med for mange sæler denne gang bare løser sig af sig selv med et udbrud af sælpest, som udrydder mange af de overflødige sæler.

De seneste tre udbrud af sygdommen har ganske vist taget livet af mange tusinde spættede sæler. Men i dag er det primært den langt større og i mange år udryddede gråsæl, der er blevet det store problem.

/ritzau/