Forening: Svær overvægt er ikke et handicap
Svært overvægtige ønsker ikke særbehandling på arbejdsmarkedet. Det kan gøre det sværere at få job.
En principiel afgørelse fra EU-Domstolen kan få afgørende betydning for svært overvægtige.
Torsdag afgør domstolen nemlig, om fedme kan være et handicap.
Men i Landsforeningen for overvægtige - Adipositasforeningen - er man ikke begejstret over udsigten til, at svært overvægtige på den måde kan opnå bedre beskyttelse på arbejdsmarkedet. Det skriver Avisen.dk.
- De svært overvægtige vil meget gerne have sig frabedt at blive kaldt handicappede, siger Birgitte Hansen, landsformand i Adipositasforeningen, til Avisen.dk.
EU-Domstolen er blevet bedt om at gå ind i sagen om Karsten Kaltoft, som i november 2010 blev fyret fra sit job som dagplejer i Billund Kommune.
Efter eget udsagn fordi han var for fed. Karsten Kaltoft vejede dengang omkring 160 kilo og havde et BMI på 54, hvilket satte ham i kategorien "svær, ekstrem eller sygelig fedme".
Ifølge et forslag til EU-Domstolens afgørelse kan svær overvægt udgøre et handicap, der betyder, at man er beskyttet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Adipositasforeningens formand Birgitte Hansen frygter, at det kan få arbejdsgivere til at være mere forsigtige med at ansætte svært overvægtige, hvis der kommer en generel beskyttelse på linje med handicappede.
Og det er en begrundet frygt, vurderer Jens Kristiansen, professor i arbejdsret ved Københavns Universitet.
- Det at være en særligt beskyttet gruppe på arbejdsmarkedet kan godt have den utilsigtede bivirkning, at det kan blive sværere at få ansættelse, siger han til Avisen.dk.
Manden, det hele handler om - Karsten Kaltoft - mener, at der er brug for faste regler, som sikrer andre mod at ende i samme situation som ham.
- Jeg har heller ikke selv følt mig handicappet - i hvert fald ikke i fysisk forstand. Men det er nok nødvendigt, at der kommer nogle firkantede regler, når det kan komme så langt ud, som det er sket her, siger Karsten Kaltoft til Avisen.dk.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker