Foreningen Far kræver øremærket barselsfri
Der skal skrappere politiske tiltag til for at få flere mænd til at tage barselsorlov. Som det er nu, er det i alt for høj grad arbejdsgiveren og mor, der bestemmer, om far skal på barsel. Løsningen er øremærket barselsorlov til mændene.
Det mener Jesper Lohse, formand for Foreningen Far.
Nye tal viser, at Danmark ligger i bund i Norden, når det gælder mænds barselsorlov. Herhjemme udgør fædrenes andel af den samlede barsel kun 7,4 procent. I de øvrige nordiske lande er tallene 8-29 procent.
- Vi kan se på resultaterne i resten af Norden, at det har en positiv effekt. Øremærket barsel forebygger en masse ting og er med til at få bedre samarbejde og kommunikation i gang i familierne. Det er vigtigt, når skilsmisseraten er over 40 procent, siger Jesper Lohse.
Han afviser, at staten tiltager sig for meget magt ved at ville bestemme, hvor meget barselsorlov fædre skal holde.
- Nej, tværtimod. I dag er det arbejdsgiverne, familieøkonomien og mor, der bestemmer, hvem der skal på barsel. Det er naivt at tro, der er et frit valg. Hvis mor eller arbejdsgiveren ikke ønsker, at far skal på barsel, kommer det ikke til at ske, siger Jesper Lohse.
Foreningen Far vil have lovbestemt barsel, to uger plus 12 uger, til både mor og far. Begge forældre skal sikres økonomisk med 80 procents dækning via indbetaling af en del af lønnen til en barselsfond.
- Det skal ikke kunne betale sig for arbejdsgiveren at vælge en mand frem for en kvinde. Øremærket barsel gør, at vi får ligestilling på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet og i sidste ende også i familierne, siger Jesper Lohse.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde