Forlægger om nobelprismodtager: Fosses skrivestil deler vandene
Jon Fosse er kendt for sit særegne sprog, som er præget af mundrette og rytmiske sætninger og gentagelser. Arkivfoto: Ntb/Reuters
NTB
Årets modtager af Nobelprisen i litteratur har en særlig skrivestil, lyder det fra forlægger Arild Batzer.
Den norske forfatter Jon Fosse, der modtager Nobelprisen i litteratur i år, har en helt særlig skrivestil, der deler vandene.
Sådan lyder det fra Arild Batzer, der er forlægger hos forlaget Batzer & Co., som blandt andet udgiver Jon Fosses bøger.
- Enten elsker man hans bøger, eller også kan man slet ikke klare dem. Men det kan betale sig at give hans univers en chance, siger Arild Batzer.
Han tilføjer, at det er vidt forskellige mennesker, der tager ham til sig.
Jon Fosses skrivestil er præget af, at han skriver det, der kommer til ham undervejs.
- Han har jo sin helt egen skrivestil, som er præget af, at han ikke har nogen plan, når han skriver sine bøger. Han skriver bare helt intuitivt, forklarer han.
- Han skriver det, der kommer til ham, og på den måde skriver bøgerne nærmest sig selv.
Fosse er kendt for sit særegne sprog, som er præget af mundrette og rytmiske sætninger og gentagelser.
- Hans tekster bliver på en måde som et musikstykke, grundet gentagelserne, hvor en sætning dukker op flere gange i løbet af teksten, lyder det fra Arild Batzer.
Han sammenligner Fosses bøger med klassisk musik.
Arild Batzer kalder det "fantastisk", at Jon Fosse nu modtager Nobelprisen og fortæller, at forlaget vil trykke flere af hans bøger.
Fosse fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2015, hvilket blev hans gennembrud i Danmark.
Han har fået meget ros af danske anmeldere gennem tiderne, fortæller Batzer.
I motiveringen fra Det Svenske Akademi i Stockholm hedder det, at Fosse får prisen for sin "nyskabende dramatik og prosa, som giver stemme til det, der ikke kan siges".
Han er navnlig blevet kendt for sit gigantiske romanprojekt "Septologien", som er blevet kaldt et af de vigtigste i den norske samtidslitteratur.
Har skrevet over 70 værker, og hans bøger er oversat til over 50 sprog.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub