Forsker: Børneavis er et sympatisk men svært projekt
Tanken om en avis for børn er rigtig god, men det bliver nok en udfordring for Berlingske at få langet nogle børneaviser over disken. Det siger barndomsforsker Jesper Olesen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet:
- Det er overordnet en meget sympatisk idé, men jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at forestille mig, at børn selv går ind i en kiosk, tager penge op af lommen og køber en avis. De vil nok vælge at bruge deres lommepenge på noget andet.
Jesper Olesen mener, at initiativet til at købe børneavisen nok skal komme fra de voksne - og det vil formentlig være de voksne, som i forvejen abonnerer på Berlingskes aviser.
- Jeg kan lidt bedre se for mig, at de, der i forvejen allerede abonnerer på Berlingske, vil være interesserede i at få børneavisen med og introducere den til deres børn for et beskedent ekstra beløb.
- Forældrene skal være med på, at der er vigtigt at give børnene en avis ud over alle de andre kanaler, de i forvejen har adgang til med spil og underholdning, siger han.
Berlingskes nye børneavis udkommer første gang den 25. april. Den kommer til at ligne de voksnes avis med aktuelle nyheder fra ind- og udland og også mere underholdende stof.
Den vil ikke have betalte annoncer, men skal finansieres af løssalg og abonnementer.
Succesen hos de unge læsere vil i høj grad afhænge af, om de voksne skribenter formår at ramme de emner, der interesserer børnene, mener Jesper Olesen.
For nok er børnene videbegærlige, men det vil være en udfordring at formidle nyhederne til dem og ramme lige det, de gerne vil vide noget om, tilføjer han.
- Jeg tror ikke, at børnene står og rækker ud efter det her produkt, men ideen om at skabe en form for offentlighed for børn er en rigtig god idé.
- Børn bliver i høj grad adresseret som forbrugere, men i mindre grad som borgere, der har ret til informationer og viden, siger Jesper Olesen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker