Forsker: Man får ikke kompetencer af at samle hundelort
Hvis ledige mangler motivationen, kan nyttejobs være en løftestang. Hvis de mangler kompetencer, får de dem ikke af at samle hundelorte op.
Sådan lyder vurderingen fra Henrik Lindegaard Andersen, som forsker i ledighed ved Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
Efter nytår kan arbejdsløse netop komme til at samle hundelorte op i de såkaldte nyttejobs, der blev vedtaget med kontanthjælpsreformen.
Jyllands-Posten har foretaget en rundspørge blandt landets kommuner om indholdet af nyttejobs. Den viser, at kontanthjælpsmodtagere blandt andet skal afspritte dørhåndtag, tælle biler på vejene, vaske legetøj i daginstitutioner og samle hundelorte op.
Men ud over at kunne have forskellig effekt på forskellige grupper, så ved man faktisk ikke, om ordningen kan få flere ledige i arbejde. Det vurderer Thomas Bredgaard, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
- Det er vanskeligt at sige, for vi har ikke tidligere haft indsatser, som minder om nyttejobs, siger han og tilføjer:
- Virkningen af nyttejobs kan være to ting: De kan enten have en skræmmeeffekt, hvis man vil undgå, at folk opbevares i kontanthjælpssystemet, eller de kan være med til at give den ledige kompetencer og kvalifikationer, så de kan få et job efterfølgende.
Nyttejobs må dog ikke skævvride konkurrence, påpeger Henrik Lindegaard Andersen, fra Kora. Så hvis man vil undgå, at kontanthjælpsmodtagerne udfører det arbejde, som man ellers ville have ansat en medarbejder til at udføre, skal nyttejobs bestå af arbejde, der ikke er private udbydere af.
- Og hvis kontanthjælpsmodtagerne skal udføre den type job, kan man spørge sig selv, hvad det er for nogle kompetencer, de får. Hele spørgsmålet er, hvorfor de ledige ikke er i arbejde, siger forskeren.
Det kan ifølge ham enten være, fordi de mangler kompetencer til at få et arbejde, eller motivationen til at finde et.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde