Forsker: Stadig lang vej for dansk klimapolitik

Mandag kan Danmark smykke sig med titlen som det land, der gør det bedste stykke arbejde for at modvirke klimaforandringer, men der er ingen grund til uhæmmet jubel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er en nemlig lang vej igen, før Danmark er sluppet af drivhusgasserne, og det nødvendigt, hvis man skal nå målsætningen om, at temperaturen ikke skal stige mere end to grader inden år 2100 i forhold til det førindustrielle niveau.

Det påpeger forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra Danmarks Klimacenter ved DMI.

Han henviser til, at de tre øverste pladser på listen, som er lavet af klimaorganisationerne Climate Action Network Europe og Germanwatch, slet ikke er besat.

- Ingen lande har opnået pladserne et til tre. Intet land gør nok for at forhindre farlige klimaforandringer, skriver forfatterne i en note til listen.

- Det er tankevækkende, at de tre øverste pladser ikke er besat, og det råber på, at selv om Danmark er ambitiøs, så er det ikke nok, og der skal meget mere til, siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Han mener, at topplaceringen viser, at det nytter noget at sætte klima på dagsordenen, men han understreger, at man langt fra er i mål.

- Hvis man skal holde temperaturstigningen under to grader, så skal man ikke bare nedbringe udslippene, de skal faktisk helt væk, og jo hurtigere, jo bedre. Og der er stadig et stykke vej. Også i dansk regi, siger forskeren.

Klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard (R) er "super glad og pavestolt" over Danmarks topplacering.

Han understreger dog samtidig, at arbejdet ikke stopper her, og at regeringen har nye klimatiltag klar.

- Vi er et af de lande, der er aller længst fremme med den grønne omstilling, men det kan altid blive bedre, og det kan vi også i Danmark.

- Regeringen agter inden for ganske kort tid at fremlægge en klimaplan, som tager fat på transport, landbrug, og de bygninger, som vi ikke fik med i energiaftalen, varsler ministeren.

/ritzau/