Forsker støtter statslig julehjælp

Det er slet ikke nogen dum idé, at staten ryster op med nogle penge, så alle de familier, der søger om julehjælp, også kan få det.

Det mener økonom Finn Kenneth Hansen, som er socialforsker og afdelingsleder i CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse).

- De fattige er relativt mere fattige i julen. Man skal tænke på, at folk på for eksempel nedsat kontanthjælp eller starthjælp ikke har nogen chance for at spare op til julen, så for mange der er bare ingen ekstra penge til at købe julegaver til børnene. Derfor gør det bestemt en forskel, at der er private organisationer, der giver julehjælp til de fattige, siger Finn Kenneth Hansen, som har beskæftiget sig med begrebet fattigdom i mere end 20 år.

Det er socialdemokraten Mette Frederiksen, der over for Berlingske Tidende foreslår, at staten i år ekstraordinært bruger nogle penge fra statspuljen til julehjælp, fordi de private organisationer i år har modtaget langt flere ansøgninger om julehjælp, end de kan klare. Men idéen bliver afvist af socialminister Karen Ellemann (V).

Ifølge Finn Kenneth Hansen ville det ellers være mere logisk, hvis det havde været Ellemann, der var kommet med forslaget.

- Hvis man ikke havde sat de sociale ydelser ned, havde folk en bedre mulighed for at spare lidt op til julen. Så det er bestemt en relevant overvejelse at give en ekstra juleydelse til personer på nedsatte ydelser, eller også kunne man støtte de private hjælpeorganisationer, siger Finn Kenneth Hansen.

Han tolker Ellemanns afvisning af Frederiksens forslag som et forsøg på at fornægte virkeligheden.

- Jeg ser det som et forsøg på at fornægte, at de nedsatte ydelser har nogen negative konsekvenser, siger Finn Kenneth Hansen.

/ritzau/

Privat julehjælp har stor betydning for de fattige. Når organisationerne ikke kan klare opgaven, er det relevant, at det offentlige træder til, mener forsker.

Offentliggjort Sidst opdateret