Forsker: Vi lyver om vores kulturvaner

En stor undersøgelse af danskernes kulturvaner offentliggjort i sidste uge af Kulturministeriet konkluderede, at vores kulturelle appetit er voksende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men tallene kan kun forklares ved, at de adspurgte har pyntet på sandheden, mener Stig Jarl, lektor i teatervidenskab og fagleder ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, der har efterprøvet tallene på teaterområdet.

- Der er ingen sammenhæng mellem de tal, som de adspurgte i undersøgelsen angiver, og det antal billetter, der er solgt, og den uoverensstemmelse kalder jeg at lyve, siger forskeren til Politiken.

Tallene i undersøgelsen "Danskernes kulturvaner 2012", som er lavet af Epinion og Pluss Leadership, svarer til, at vi aflagde 9,3 millioner besøg i de danske teatre det seneste år, pointerer han over for Politiken.

Det er mere end fire gange så meget, som Danmarks Statistik rapporterer. Her registrerede man i sæsonen 2010/2011 cirka 1,9 millioner teatertilskuere.

Undersøgelsens konklusioner om den positive udvikling i danskernes kulturforbrug blev efter offentliggørelsen refereret i danske dagblade og på tv, hvor kulturminister Uffe Elbæk (R) på baggrund af resultaterne konkluderede, at "kulturen har det rigtig godt".

Kulturministeriet ønskede onsdag ikke at kommentere kritikken over for Politiken.

Teaterforskeren står ikke alene med sin kritik af "Danskernes kulturvaner 2012".

- Hvad Stig Jarl gør, er velmotiveret. Når jeg ser på Danmarks Statistiks tal for, hvor mange der har gået i teatret i 2004 og i 2011, kan jeg ikke se nogen forskel, og det modsiger undersøgelsens konklusion.

- Det kan undre, at de professionelle firmaer ikke har kigget på de samme tal. Og det kan undre, at Kulturministeriet ikke har kigget på dem, siger professor i statistik ved Københavns Universitet Svend Kreiner til Politiken.

/ritzau/