Forskere afslører 44 gener forbundet med depression
Depression er en stor folkesygdom, som for nogle er arvelig og for endnu flere miljøskabt. Forskerne håber, at nye genetiske opdagelser kan være med til at frembringe bedre og mere præcis medicin. Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson/arkiv
Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson/arkiv
Ny forskning giver nyt håb om bedre medicin og psykoterapi til de mange med folkesygdommen depression.
Et stort internationalt studie med dansk deltagelse giver nyt håb for udvikling af bedre og mere målrettet medicin til depression.
Depression er en global folkesygdom. Undersøgelsen omfatter mere end 135.000 mennesker med depression.
Den har afsløret 44 gener, der har en forbindelse med depression - heraf 30 nyopdagede.
Det giver ifølge forskerne håb for de omkring 500.000 danskere, der er ramt af sygdommen.
- Det bringer os et markant skridt fremad i forståelsen af den biologi, som er med til at udvikle depression, siger professor Anders Børglum fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.
Der er en begrænset virkning af den antidepressive medicin, der tilbydes i dag.
- Langt fra alle har god effekt af den eksisterende depressionsmedicin, så der er meget brug for mere viden, siger han.
Anders Børglum håber, at opdagelserne sætter skub i udviklingen af personlig medicin, så man ved hjælp af den genetiske profil kan skræddersy behandlingen mere til den enkelte patient.
Udvikling af ny og mere biologisk målrettet medicin tager dog tid.
- Men første skridt kan være, at man kan bruge allerede testet og godkendt medicin fra andre områder, som dette studie også tyder på kan have en effekt også på depression. Det kan for eksempel gælde calcium-blokkere, som nu bruges mod forhøjet blodtryk og hjerteproblemer, siger han.
Undersøgelsen er den hidtil største af sin art og involverer over 200 forskere, som er gået sammen i det internationale samarbejde, Psychiatric Genomics Consortium. Herunder det store danske iPSYCH-projekt.
Den danske del af undersøgelsen viser, at personer, som har gentagne depressioner, har flere genetiske risikovarianter end dem, der kun har depression en enkelt gang.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned