Forskere bruger toiletvand til at følge coronaudviklingen
Ved at se nærmere på toiletvand kan forskere undersøge, om antallet af coronasmittede stiger eller falder.
Normalt gider de fleste ikke beskæftige sig med det, de skyller ud i toilettet.
Men fordi det er muligt at spore coronavirus i toiletvandet, så er forskere fra DTU Fødevareinstituttet begyndt at se nærmere på det vand, der bliver skyllet ud af cirka 1,2 millioner indbyggere i hovedstadsområdet.
Det skriver TV2 Lorry.
- Grunden, til at vi kan finde Covid-19, er fordi, det bliver udskilt i afføringen. Det findes simpelthen, når man går på toilettet.
- Og hvis man så kan detektere det fra spildevandet, så ved man det måske, før folk selv ved det, siger Jacob Jensen, laborant ved DTU Fødevareinstituttet, til TV2 Lorry.
Toiletvandet giver ikke forskerne mulighed for at opspore enkeltpersoner, der er smittet med coronavirus.
Men de kan til gengæld måle, om antallet af smittede stiger eller falder i det område, der er indsamlet prøver fra.
Forskerne håber derfor med metoden at kunne undersøge, hvornår en anden bølge med virusset vil være på vej.
Ud over spildevand fra hovedstadsområdet kommer forskerne på DTU Fødevareinstituttet også til at skulle undersøge vand fra andre dele af landet.
I denne uge kommer der således materiale fra Odense, Aarhus og Aalborg.
Foruden coronavirus kan spildevandet også bruges til at undersøge, om der sker ændringer i borgernes vaner.
Ud fra spildevandet kan der blandt andet ses nærmere på, om borgerne under coronakrisen har fået bedre håndhygiejne og andre kostvaner.
De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at 9938 personer er blevet registreret smittet med virusset herhjemme.
Samlet har 270.680 personer fået svar på en coronatest.
I optællingen er der ikke medregnet de test, der endnu ikke er kommet svar på, eller hvor resultatet har været uklart.
Dermed kan antallet af test ligge højere end de øjeblikkeligt 270.680 stykker.
Antallet af smittede kan også ligge højere, da der er en mulighed for, at ikke alle, som rent faktisk er smittede, bliver testet og registreret i statistikken.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker